Billede beskrivelse

Virksomhed giver alle fastansatte økonomisk håndsrækning i december

Over 200 ansatte modtager energihjælpepakke fra virksomhed, som har afdeling i Aalborg Øst

23. december 2022 kl. 18.04

Im. Stiholt A/S har valgt at give alle fastansatte en hjælpende hånd i december måned. 

De ansatte bliver nemlig hver tildelt en såkaldt energihjælpepakke på 6.500 kroner, som bliver udbetalt sammen med årets sidste lønudbetaling. 

Administrerende direktør Henrik Bruun Nielsen forklarer, at man har besluttet at tildele medarbejderne tillægget, fordi man mærker, at de er blevet påvirket af stigende energipriser og inflation. 

- Så vel som vi har fået prisstigninger på ting, så har vores medarbejdere det også, så de er ramt på samme måde, som virksomhederne er. Så det er vores måde at sige, at vi kan hjælpe her og nu med et beløb. 

Billede beskrivelse

Direktøren er yderst tilfreds med det bidrag, som virksomhedens medarbejdere har ydet i løbet af et uforudseligt år.  

- I efteråret har vi været i gang med at optimere, alt det vi kunne i vores forbrug af både varme og el for at imødegå nogle af de mange prisstigninger, som vi er blevet budt, og det har medarbejderne været en stor del af. Det handler meget om adfærd, så det med at tænke sig om er altafgørende.

- Medarbejderne har gjort en stor indsats for, at vi kunne optimere på vores forbrug. Vi driver et stort værksted, og hver gang man kører en værkstedsport op og kører en kold lastbil ind, skal der en masse varme til. Så jo før man får lukket porte, des mindre skal man forbruge.

Im. Stiholt A/S beskæftiger sig med salg og service indenfor autobranchen. Blandt andet forhandler virksomheden lastbiler af mærket Scania.  

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste