Vintagemarked rykker ind i AKKC: Gør et kup i sommervarmen
Hello Vintage sælger tøj efter vægt. Se her, hvornår det finder sted
AALBORG: Selv om vi er godt i gang med skolernes sommerferie, og mange ting er sat på pause, så kan du stadig være heldig og gøre et kup.
Det populære vintagemarked Hello Vintage rykker nemlig ind i AKKC lørdag 11. juli.
Som det også har været tilfældet de tidligere år, hvor markedet har været forbi Aalborg, betaler du dine tøjfund pr. kilo - præcis som ved bland selv-slik.
Og der bliver nok at vælge mellem - arrangørerne fortæller på Facebook, at de stiller med hele 2,5 tons vintage, retro og secondhandtøj.
Markedet finder sted i Europahallen fra kl. 12-16 og arrangørerne lover, at der er taget hensyn i forhold til de gældende corona-retningslinjer. Det betyder blandt andet, at der kun må være 80 personer i hallen samtidig, men man vil sørge for, at eventuel kø ved indgang og kasse bliver styret.
Til gengæld må du kigge langt efter at prøve dine kup - prøverummene er nemlig nedlagt på grund af risikoen for coronasmitte.