Vildt fund vækker opsigt: Kan være stedet for Nibes fødsel
700 år gamle fiskerhytter er kåret til et af de mest spektakulære arkæologiske fund i 2022
AALBORG: Hvert år i december kårer Slots- og Kulturstyrelsen sammen med landets museer de ti mest spændende arkæologiske fund, der er gjort i Danmark i løbet af året – og i år har fundet af sildefiskehytter i Nibe fundet vej til listen med topfund. Et fund, der rokker ved tidspunktet for Nibes opståen.
Det skriver Nordjyske Museer i en pressemeddelelse.
Det var tilbage i sensommeren, at arkæologer ved Nordjyske Museer kom på sporet af hytterne i forbindelse med opførelsen af tre nye rækkehuse i Strandgade centralt i Nibe.
Ved en udgravning i området blev der fundet i alt 11 mindre hytter, som ikke tidligere er set i Nibe. Hytterne var let nedgravede på en lav strandvold. I middelalderen lå denne strandvold sandsynligvis helt ud til fjorden, men i dag er der omkring 200 meter ud til vandet.
Man har tidligere fundet lignende hytter ved Skannør og Falsterbo i Skåne samt ved Dragør på Amager. Her knyttes de til middelalderens sildefiskeri, hvilket også er tilfældet her i Nibe.
Rokker ved Nibes fødsel
Men det, som gør sildehytterne ekstra spændende, er dateringen.
Nedtrådt i gulvet i en hytte fandt arkæologerne en såkaldt borgerkrigsmønt, der stammer fra 1300-tallet, mens gulvet i en anden sildefiskerhytte indeholdt et kandeskår – ligeledes fra 1300-tallet.
Alt tyder dermed på, at hytterne stammer fra det allerældste af Nibe og kan være stedet for Nibes fødsel. Det er det, som gør, at de er endt på Slots- og Kulturstyrelsens top10 over de største arkæologiske fund i 2022.
Udover fiskehytterne ved Nibe finder man på Slots- og Kulturstyrelsens liste over helt særlige fund i Danmark i 2022 blandt andet også pyntesyge jernalderfolk fra Midtjylland i ternet tøj, en sjællandsk jættestue med havudsigt, genbrugte gravhøje i Thy, en gravplads for rejsende ved Viborg, 11.000 år gamle træplatforme fra jægerstenalderen på Nordsjælland samt fundamentet til en middelalderbro over Odense Å.
Slots- og kulturstyrelsens Top 10
• 11.000 år gamle træplatforme (Museum Nordsjælland)
• Jættestue med havudsigt (Museum Vestsjælland)
• Genbrugte gravhøje (Museum Thy)
• Broen under vandet (Museum Odense)
• De overlevende (Sydvestjyske Museer)
• Farveglade jernalderfolk (Museum Midtjylland)
• Fortiden sat på spidsen (Museum Sydøstdanmark)
• Gravplads for rejsende (Viborg Museum)
• Nibes sildeeventyr (Nordjyske Museer)
• Tre gode fund fra bunden af Guldborgsund (Vikingeskibsmuseet)