Wildebeest er byens første gastropub, nu bliver den hædret for deres fokus på øl.Foto: Danske Ølentusiaster
Vilde med øl: Gastropub i Aalborg får pris
Passion for øl sikrer Wildebeest Gastropub hæder fra ølentusiaster
AALBORG: De er i særklasse vilde med øl. De har et stort udvalg, og så er der plads til både den almindelige øldrikker og nørden.
Det er forklaringen på, at Wildebeest Gastropub på Østerbro i morgen, lørdag 1. september, får overrakt Den Regional Ølpris.
Det er Danske Ølentusiaster, der hvert år deler prisen ud til en person eller en virksomhed i regionen, der har gjort, hvad de kalder "en ekstraordinær indsats for at vise mangfoldigheden i øllets verden".
Prisen bliver overrakt i forbindelse med åbningen af Øllets Dag i Nordkraft. Her kan man smage på varerne fra i alt 26 udstillere.
Wildebeest, som ligger skråt overfor netop Nordkraft, er byens første rendyrkede gastropub. Den åbnede i 2016.