Sådan bliver udsigten fra nyt højhus i Aalborg
Beboere kan fra næste år nyde synet af det meste af byen
AALBORG: Et gammelt højhus på Konvalvej 49 i Aalborg er netop nu ved at blive revet ned, og et nyt højhus på otte etager skal opføres samme sted.
Det vil rumme 32 lejligheder, og da højhuset i forvejen ligger højt, får beboerne på de øvre etager en superudsigt over store dele af Aalborg.
Det ses tydeligt på visualiseringer af de nye boliger.
- Det bliver en af Aalborgs bedste udsigter, mener direktør Lotte Bang fra boligforeningen Vivabolig.
Det er Vivabolig, der bygger de nye lejeboliger, som ventes klar til brug næste år. Hele projektet løber op i 88 millioner kroner.
Tidligere var planen at renovere det gamle og slidte højhus på Konvalvej, men det ville blive meget dyrt.
I stedet valgte man at rive højhuset ned og bygge et nyt og mere moderne hus, også på otte etager. Og det er faktisk billigere end at renovere den gamle bygning, oplyser Vivabolig-direktøren.
Nedrivningen af det gamle højhus er gået i gang, og tirsdag gik det lidt hurtigere end planlagt. Gavlen var usikker og blev væltet ned, så murbrokker røg ud på sidevejen Skovsvinget - som dog var blevet afspærret i tide.
Om en måneds tid starter byggeriet af det nye højhus, som ventes klar til indflytning næste år.
De beboere, der boede i det gamle højhus, er blevet genhuset, mange i boligforeningens andre, lavere boligblokke på Konvalvej.
Vivabolig-direktøren forventer, at de fleste af dem ønsker at flytte ind i det nye højhus, når det er færdigbygget.