Seneste nyt
Billede beskrivelse

Træt af datingapps og speeddating? Her kan singler mødes på en helt anden måde

20. september 2026 kl. 14.03

AALBORG: Det behøver hverken begynde med et swipe på telefonen eller fem intense minutter over for en fremmed til speeddating.

Den 29. og 30. september får singler i Aalborg igen mulighed for at møde hinanden ansigt til ansigt, når Christina Rahbek inviterer til datingevent på Quist Wine.

Her bliver deltagerne sat sammen i forskellige grupper i løbet af aftenen, så de får mulighed for at møde og tale med flere nye mennesker.

- Vi sørger for, at der er rammer for, at du kan gå over og sige hej, og at du også får et hej tilbage, fortæller Christina Rahbek.

Billede beskrivelse

Et alternativ til datingapps

Idéen opstod langt fra Aalborg.

I november 2025 deltog Christina selv i et social-event på en rooftopbar i New York. Her oplevede hun en helt anden måde at møde fremmede på.

- Jeg synes bare, det var så fedt, at folk kom op og sagde "hey, where are you from?" og spurgte, hvem man var. Folk var nysgerrige og viste interesse, fortæller hun.

Oplevelsen fik hende til at overveje, om noget lignende kunne fungere hjemme i Danmark.

For selvom sociale medier og datingapps har gjort det let at komme i kontakt med andre, mener hun, at der mangler noget.

- Jeg tror, der mangler noget menneskelig kontakt. Vi mangler et sted, hvor vi kan møde nye mennesker i den virkelige verden.

Få måneder efter turen til New York afholdt hun sit første event hjemme i Danmark. Siden er det blevet til ni events og mere end 400 deltagere.

Ingen tikkende stopur

Konceptet adskiller sig ifølge Christina Rahbek fra klassisk speeddating.

I stedet for en række korte samtaler mellem to personer bliver deltagerne sat sammen i grupper med forskellige mennesker. Alle kommer med samme grundlæggende intention om at lære andre at kende og måske finde en romantisk forbindelse.

Inden eventet udfylder deltagerne desuden et spørgeskema. På baggrund af blandt andet værdier og interesser får de under aftenen et bud på en person, de potentielt kunne matche godt med.

Billede beskrivelse

Hun oplever, at flere deltagere tidligere har prøvet speeddating, men har fundet formen for tidsbegrænset og presset.

For Christina er målet i stedet at skabe en aften, hvor samtalerne kan flyde mere naturligt.

- Om det har været romantisk eller venskabeligt, så har alle haft en god aften, fordi de har været ude og mødt nye mennesker.

Tilbage til Aalborg

De fleste af Christina Rahbeks events har indtil videre været afholdt i København, men i august prøvede hun for første gang konceptet af i Aalborg.

Selvom der, med 32 deltagere, kom færre end til hendes arrangementer i hovedstaden, gjorde modtagelsen et stort indtryk.

- Jeg var ekstra spændt på, hvordan vi jyder, ville tage imod idéen. Til min store glæde har gæsterne i Aalborg været nogle af de mest imødekommende gæster, jeg har haft.

Derfor vender hun nu tilbage.

Denne gang bliver arrangementerne delt op i to aldersgrupper. Den 29. september er aftenen for de 35 til 49-årige, mens den 30. september er for de 25 til 35-årige.

Begge events bliver afholdt på Quist Wine.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste