Seneste nyt
Billede beskrivelse

375.000 kroner blev til ny legeplads: Nu har børnene indtaget den

Samrådet står bag med penge fra fond og kommune

21. september 2026 kl. 08.03

GANDRUP: Fredag formiddag blev snoren klippet til en ny legeplads på Vestervang i Gandrup. Bag projektet står Gandrup Samråd, som gennem længere tid har arbejdet med at skabe flere og bedre faciliteter på det grønne område.

Legepladsen er opført af firmaet Lecolar og lever op til moderne krav om både sikkerhed og legemuligheder. Den nye plads skal fungere som et supplement til den eksisterende legeplads på arealet.

Billede beskrivelse

Projektet er realiseret med økonomisk støtte fra Aalborg Kommune og Sparekassen Danmark Fonden Hals. Kommunen har bidraget med 300.000 kroner, mens fonden har støttet med 75.000 kroner.

- I samrådet har vi længe arbejdet med planer om at etablere en ny legeplads. Det er vi glade for nu er lykkedes, siger formand Arne Jacobsen.

Billede beskrivelse

Han fremhæver samtidig den præmis, der har gjort projektet muligt.

- Vi har erhvervet brugsretten til det grønne areal gennem et givtigt samarbejde med beboerforeningen på Vestervang. Det har blandt andet betydet, at vi også har kunnet renovere den eksisterende legeplads, fortæller formanden.

Arne Jacobsen sender desuden en tak til de frivillige på Tirsdagsholdet, som har bidraget med mange arbejdstimer undervejs.

- Endnu mangler vi at lægge fliser ved den nye legeplads, så vi også kan opstille borde og bænke til glæde for de lidt ældre generationer, forklarer han.

Billede beskrivelse

Den officielle indvielse blev foretaget af formanden for Sparekassen Danmark Fonden Hals, Jens Højer. Han klippede snoren sammen med Emma fra Børnehaven Skovtrolden.

Til indvielsen var de yngste elever fra Gandrup Skole samt lokale børnehave- og dagplejebørn inviteret. Efter den officielle åbning kunne børnene indtage de nye legeredskaber og samtidig sætte tænderne i kolde forfriskninger fra Hjem-IS-bilen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste