Vild med uniformer? Nye soldater går gennem byen
245 værnepligtige marcherer i Aalborg på fredag
AALBORG: De har kun været i gang i knap tre uger, alligevel er 155 mænd og 90 kvinder klar til at marchere gennem byen på fredag 20. august.
De udgør det nye hold værnepligtige, der netop er begyndt på den fire måneder lange Hærens Basisuddannelse på Trænregimentet.
Soldaterne markerer starten på deres værnepligt med marchen, som begynder med parade i Utzonparken kl. 08.45, skriver Trænregimentet i en pressemeddelelse.
Fra kl. 09 kan du så for alvor se de mange soldater, når de går fra parken mod Aalborg Kongres & Kultur Center via Nyhavnsgade, Toldbod Plads, Ved Stranden, Borgergade og Vesterbro.
Efter ankomsten til kongres- og kulturcentret bliver soldaterne transporteret tilbage til kasernen i busser - her vil repræsentanter for kommunen, politiet m.fl. holde oplæg for dem.
Mens marchen gennem byen står på, kan du forvente nogle trafikale gener.
Trænregimentet skriver i pressemeddelelsen, at man håber, vi vil bære over med evt. stop for trafikken og i stedet give de nye soldater et smil og et vink.