Vild i varmen: Sådan bliver du klædt på til karneval
Med knald på både sol og temperatur skal du tage dine forholdsregler
AALBORG: Det er stilhed før stormen ...
Titusindvis af deltagere i årets karneval er netop nu i fuld gang med de sidste forberedelser, hvad enten det handler om indkøb til fælles morgenmad, sprut eller kostumer.
Men når du skriver din mentale tjekliste eller fylder indkøbskurven, så er der lige et par ting, det er værd at huske.
Armbånd:
Det er absolut sidste chance, hvis du vil købe dit armbånd i forsalg. Frem til lukketid i dag, fredag, kan du købe armbånd hos 7-eleven, Billig Billy og Karnevalsshoppen.
Gode sko:
Selv om varmen indbyder til let fodtøj eller sågar bare tæer, så lad klip klapperne og de høje hæle få en fridag.
De skader, der ses flest af under karnevalet, er skæreskader, fordi deltagerne har trådt på glasskår. Tag et par sko med gode gummisåler på.
Vand:
Vejret er i den grad med os.
Vil du holde hele vejen til Kilden, så skal der andet end alkohol på tanken. Der er gratis vand langs alle paraderuter, så tag en plastflaske med og få den fyld undervejs.
Aalborg Karneval har fået lov at åbne brandhaner, så der kan laves områder, hvor man kan blive overspulet med vand, hvis man har lyst.
Solcreme:
Med mindre du er smurt ind i madkulør fra top til top, så husk at solen er skarp, og du skal være ude i mange timer. Giv kroppen et ordentligt lag solcreme.
Plastflasker:
For at undgå alt for mange knuste flasker på paraderuterne, opfordrer Aalborg Karneval til, at man hælder sine drikkevarer over i plastflasker.
Så find nogle gamle vand- eller sodavandsflasker frem og hæld sprutten på dem.
Smil og karnevalshumør:
Noget tyder på, at karneval 2018 bliver større end nogensinde.
Find smilet frem og pas på din sidemand.
aalborg:nu ønsker dig en rigtig god fest.