Vil du være kreativ derhjemme? Kristina har succes med sin keramik to go
Du former og drejer ler - Kristina Rejkjær sørger for, at det får glasur og bliver brændt
AALBORG: Lav din helt egen personlige keramik hjemme hos dig selv. Jeg brænder og glaserer det for dig i en smuk glasur, som du selv vælger.
Sådan lyder tilbuddet fra Kristina Rejkjær, der står bag Keramik to go Aalborg, som du finder på Facebook.
Du kan vælge enten bare at bestille ler - det er stentøjsler, så det kan både tåle at komme en tur i opvaskemaskinen, ovnen eller fryseren. Eller du kan også leje eksempelvis en lille drejeskive og en pose med redskaber. På Facebooksiden finder du også lerlim, instrukser samt farvekort. Og så kan du se masser af eksempler på, hvad andre kreative sjæle har lavet derhjemme.
- Jeg har selv lavet keramik i nogle år, og nu hvor vores yngste barn er begyndt i skole, vil jeg gerne lave noget, hvor jeg kan kombinere det, jeg interesserer mig for - og arbejde herhjemme, siger Kristina Rejkjær.
Det er kun nogle uger siden, hun oprettede Keramik to go, efter hun i et par måneder havde solgt fra sin egen Facebookside. Og interessen er allerede stor.
- Jeg tror, det er meget oppe i tiden, at man gerne vil skabe noget. Det er en trang, man måske ikke mærker så meget i en travl hverdag, men det bliver mere tydeligt nu, hvor mange har mere tid hjemme på grund af corona, siger Kristina Rejkjær.
- Vi ser jo også, at mange får en ny interesse for at strikke, hækle og male. Nogle gange har man brug for ro for at mærke, hvad man har brug for.
Interessen for keramik har hun selv fået de senere år.
- For mig er det ren meditation at arbejde med ler, så glemmer jeg tid og sted, siger Kristina Rejkjær.
- Jeg synes selv, det er fantastisk, at man både kan lave noget, som er brugbart - og lave noget for sjov.
Selv drejer hun blandt andet krus og skåle, og former også gerne dyr og andre pynteting, som hun sælger på Instragram; kristina_rejkjaer_keramik
Når du har formet leret og valgt farve plus glasur, afleverer du det hos Kristina Rejkjær i Gug, der for-brænder, glaserer og glasurbrænder for dig. Det er en lang proces, så det kan tage op til to uger, inden din keramik er klar til at blive hentet.
Du kan læse mere om Keramik to go Aalborg, bestilling og indhold i to go-kasserne, når du trykker her