Billede beskrivelse

Vil du bo i en søndagsskole? Spektakulær villa til salg i Nørresundby

Du kan også finde en gammel mølle og et missionshus med prædikestol på det nordjyske marked lige nu

27. november 2022 kl. 16.31

NØRRESUNDBY: Blandt de hundredvis af boliger, der hver dag kommer til salg, er der en gang imellem nogle, der skiller sig ud. Og det er i høj grad tilfældet med tre af de ejendomme, der lige nu er på markedet i Nordjylland.

Boligmediet Boliga fortæller på sin hjemmeside, at boligkøbere lige nu kan erhverve sig både en gammel mølle, et forhenværende missionshus og en tidligere søndagsskole.

Billede beskrivelse

Sidstnævnte ligger Garvergade 14 i Nørresundby og er bygget af  Frelsens Hær i 1911. Bygningen dannede rammen om Frelsens Hærs aktiviteter op gennem 1900-tallet og fungerede blandt andet som søndagsskole.

I dag er huset forvandlet til en 240 kvadratmeter stor bolig, men i stuen er både loftshøjde og balkon bevaret i det, der engang var en forsamlingssal. Prisen for ejendommen lyder på knap 4,5 millioner kroner.

Tager lidt tid at få solgt

- Der er stor interesse for bygningen, men det er også en speciel og meget stor ejendom, siger ejendomsmægler hos Home Nørresundby, Jeppe Egelund Straarup, der har boligen til salg.

- Det er i høj grad liebhaveri, og det er kendetegnet ved, at det kan gå begge veje - det kan gå stærkt eller det kan tage lidt tid. Og i dette tilfælde tror jeg, at det kommer til at tage lidt tid på grund af alt det, der sker ude i verden og på boligmarkedet, uddyber han.

Billede beskrivelse

Frelsens Hær ejede den store bygning indtil 1981, hvor korpset afhændede den til O. Ballermann International Aps, der i en årrække benyttede lokalerne til lager.

Siden blev bygningen gennem-restaureret og er nu privat bolig - om end en af de større af slagsen. Jeppe Egelund Straarup vurderer, at den primært tiltrækker to typer af boligkøbere. 

- Dem, der ikke kigger så meget på det historiske, men som har brug for rigtig meget plads og gerne vil have noget voluminøst. Og så de lokale, som måske ikke ser så meget på størrelsen eller antallet af værelser, men som har en lokal forankring, der gør, at ejendommen er interessant for dem, siger Jeppe Egelund Straarup

En mølle og et missionshus

Er søndagsskolen lidt for stor, så er der andre muligheder med færre kvadratmeter blandt de specielle boliger, som Boliga fremhæver på sin hjemmeside.

Billede beskrivelse

I den lille by Svankær i Thy kan du købe et tidligere missionshus, hvor prædikestolen er bevaret i stuen, og hvor facaden stadig er præget af et kors.

Den 150 kvadratmeter store bolig – der både kan bruges som helårs- og feriehus - kan blive din for blot 550.000 kroner. 

Huset er til salg hos Nybolig Thy & Thyholm.

Og i Sindal kan du blive indehaver af en gammel mølle.

Billede beskrivelse

Vingerne er sågar stadig i behold, men indenfor er den blevet lavet om til en moderne bolig på 127 kvadratmeter. Den kan du købe for 1.795.000 kroner.

Møllen er til salg hos Danbolig Hjørring.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste