Billede beskrivelse

Vestre Fjordpark og havnebadet åbner snart officielt: Her er datoerne

Livredderne vender tilbage - dermed går badesæsonen for alvor i gang

22. maj 2021 kl. 12.12

AALBORG: Endnu et sommertegn er på vej i en ellers kølig tid, for om ikke så længe åbner Vestre Fjordpark og Aalborg Havnebad officielt. Dermed er livredderne tilbage, og det glæder bademaster Sebastian Prenta.

- Det er fantastisk, og jeg glæder mig simpelthen så meget til, at vi for alvor går i gang, siger han.

- Og jeg krydser fingre for, at der ikke kommer flere restriktioner.

Billede beskrivelse

Livredderne er tilbage i friluftsbadet, når Vestre Fjordpark åbner officielt på mandag, 24. maj. Havnebadet ved Toldbod Plads åbner en uge senere, 31. maj.

- I forbindelse med åbningen af Vestre Fjordpark skal gæsterne dog vide, at vi her torsdag endnu ikke har fået besked, om vi må åbne 10 meter-tårnet og vipperne pga. corona-restriktionerne, siger Sebastian Prenta.

Sidste år var der malet cirkler på græsset, så badegæsterne overholdt reglerne om afstand og forsamlingsloft.

- Men det har vi indtil videre ikke gjort i år, da vi vurderer, at der ikke er brug for det, siger Sebastian Prenta.

- Erfaringen fra sidste sæson er nemlig, at gæsterne var rigtig gode til at holde afstand og respektere retningslinjerne. Men hvis det bliver nødvendigt alligevel, laver vi selvfølgelig cirkler igen.

Mens han er godt i gang med de sidste forberedelser, inden den første officielle åbning 2. pinsedag, kommer bademesteren med en opfordring.

- At badegæsterne husker at holde afstand og i det hele taget tager deres forholdsregler, så vi kan holde smitten væk og alle kan bruge bassinerne i både Vestre Fjordpark og Aalborg Havnebad.

I næste uge er livredderne i Vestre Fjordpark fra klokken 12 til 18, og derefter fra klokken 10 til 19 indtil uge 34, hvor livredderne igen er fra klokken 12 til 18. Og derefter er årets officielle badesæson slut for denne gang i friluftsbadet.

I havnebadet er livredderne på vagt fra klokken 10 til 19 - i uge 33 dog fra 12 til 18.

Når livredderne er på vagt, er det hvide flag oppe - og husk i øvrigt, at du ikke må bade, når det røde flag er hejst.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste