Vesterbro spærres for trafik i flere dage
Halvdelen af broen over jernbanesporene skal rives ned, og det betyder, Vesterbro spærres for trafik
Det er næppe gået mange aalborgenseres næser forbi, at der er gang i et kæmpestort vejarbejde på Vesterbro. Vejen er i øjeblikket snævret ind til to spor, krydsene der leder mod Hasserisgade og Prinsensgade er lukkede, og cyklisterne er også presset sammen på den samme side af vejen.
Det bliver dog ikke nemmere at færdes i trafikken i påskedagene, for strækningen på Vesterbro kommer til at være helt spærret for trafik. Afspærringen starter natten til skærtorsdag klokken 02 og fortsætter frem til tirsdag morgen klokken 06. Trods afspærringen vil det dog være muligt at gå forbi vejarbejdet via en smal passage, fortæller Kim Brun Kristensen, der er projektleder i Aalborg Kommune.
Han opfordrer desuden trafikanterne til at overveje alternative ruter.
- Jeg forventer, vi kommer til at se noget kø i påsken. Især lørdag, som er den dag, alle butikkerne har åbent, og hvor folk kører ud. Jeg forventer ikke, det bliver lige så slemt torsdag og fredag, fordi der er færre, der er ude at køre.
- Så det er rigtigt vigtigt, man i påsken overvejer, om man kan bruge tunnelen. For der kommer simpelthen til at mangle kapacitet på Kong Christians Allé, Østre Allé og Strandvejen, når man kommer fra nord. Der kommer til at være tryk på, især midt på dagen.
Vejarbejdet kommer også til at få betydning for togpassagererne, der skal ud i togbusser, for at komme over fjorden.
På nordjyske.dk kan du læse mere om, hvordan vejarbejdet kommer til at genere naboerne, og hvorfor man har valgt påsken til at gøre arbejdet i.