Vestbyen skal sikres mod vand
Klimaændringer truer bydelen - se arkitekternes forslag til hvordan man kan forhindre det
AALBORG: Det skal være slut med at soppe rundt i vand i Vestbyen.
I flere år har de grønne områder tæt ved Kulturbroen været plaget af oversvømmelser - og prognoserne spår, at det kun bliver værre. På sigt vil det stigende havvand kunne udgøre en trussel mod hele Vestbyens areal, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Derfor vil kommunen nu klimasikre området mod oversvømmelser og har tidligere i år sat gang i en arkitektkonkurrence, hvor fire hold arkitekter hver skulle give deres bud på en løsning ud fra temaerne klimatilpasning, fjord- og parkliv, de grønne og blå kvaliteter samt rekreative forbindelser og trafik.
Nu er vinderen af opgaven med at klimasikre Vestbyen fundet, og det bliver C.F. Møller Architects.
- C.F. Møller har vundet på grund af deres nytænkende og spændende løsning på klimatilpasningsudfordringen, og fordi de i særlig grad har formået at imødekomme de ønsker, som kommunen, beboerne og områdets brugere har givet udtryk for, fortæller rådmand i By og Land Jan Nymark Thaysen.
Forslaget har ifølge rådmanden et stærkt fokus på at fastholde Vestbyens særlige kvaliteter - blandt andet dens mangfoldighed og nærhed til både fjord og by.
Inden det konkrete arbejde kan sættes i gang, skal forslagets elementer beskrives nærmere, og der skal kigges på samspillet mellem klimaløsning, trafik, parkering, beplantning med mere.