Verdensstjerne indtager Stor Scene på Nibe Festival
Se her, hvornår du kan opleve legendariske Tom Jones
NIBE: Det er en af de helt store fra den internationale musikscene, Nibe Festival netop har præsenteret som et af hovednavnene ved sommerens musikfest i Skalskoven; Tom Jones.
Alder er mest af alt et tal på et stykke papir. Det er verdensstjernen et godt eksempel på. I forsommeren runder den store sanger 82 skarpe år, og på trods af det fremstår Tom Jones stadig som en ”sexbomb” med en kæmpe stemme og ufatteligt meget power. Det skriver Nibe Festival i en pressemeddelelse.
- Vi er meget stolte over, at vi får den store mulighed for, og udsøgte fornøjelse af, at præsentere Sir Tom Jones på Nibe Festival 2022, udtaler Peter Møller Madsen fra Nibe Festival.
- At det så sker samme år, hvor vi også byder på Black Eyed Peas, fortæller jo klart og tydeligt, at vi mener det, når vi siger, at vi kommer tilbage til sommer stærkere end nogensinde.
Musik til topkarakter
Der gror aldrig mos på en rullesten, siger man. Det samme er helt sikkert tilfældet med Tom Jones, som i øvrigt stadig udgiver stærkt materiale.
Gaffa gav i foråret 2021 albummet ”Surrounded by Time” 5 stjerner under overskriften ”80 år – med saft og overbevisende overskud”.
Ekstra Bladet skrev ”Ustyrlig legende forbavser igen” og fortsætter med ”Veteranens massive stemme er i nærmest naturstridig god stand”.
Berlingskes anmelder gav også 5 stjerner og startede anmeldelsen ud med: ”80-årige Tom Jones lyder overrumplende vital og udfordrende på nyt album”
En sand perlerække af hits
Ét er nye udgivelser, noget andet er det massive bagkatalog, Tom Jones kan levere – ikke mindst live.
Perlerækken er tæt på uendelig og i flæng kan nævnes numre som ”It´s Not Unusual”, ”Sexbomb”, ”Green Green Grass Of Home”, ”She’s A Lady”, ”Delilah” og ”What´s New Pussycat”.
Det store format og de mange år på den helt store scene har sat sit præg i musikbranchen.
Det kom tydeligt frem, da Tom Jones i 1999 udgav albummet ”Reload”, hvor han diskede op med en lang række fede coverduetter med navne som Robbie Williams, Natalie Imbruglia, Zucchro, Van Morrison, The Pretenders.
Tom Jones spiller på Stor Scene torsdag 30. juni 22.30.
Dem her kan du også opleve
Den fuldendte plakat til Nibe Festival 2022, som afvikles i dagene 29. juni – 2. juli, kommer på gaden i løbet af den kommende måned.
Følgende navne er offentliggjort: Black Eyed Peas (US), Tom Jones (UK), MALURT, Martin Jensen, Suspekt, Drew Sycamore, Alex Vargas, Jada, Tobias Rahim, Gnags, Tessa, Cheff Records (TopGunn, Kidd, Klumben, ELOQ), Faustix x Ude Af Kontrol, Benjamin Hav & Familien, Artigeardit, Clara, Poul Krebs, Rasmus Seebach, Mekdes, Michael Learns To Rock, Jonah Blacksmith, Dopha, Dizzy Mizz Lizzy, Joyce, Burhan G og Andreas Odbjerg.
Nibe Festival oplyser i øvrigt også, at prisen stiger på partout- og dagsbilletter 1. marts. Billetterne kan købes her