Velkommen hjem: Her åbner Wildebeest endnu en gastropub
Se her, hvor du også snart kan nyde de lækre sliders og burgere
AALBORG: Nu er der godt nyt til dig, der er vild med de rustikke burgere, sliders og det skiftende udvalg af specialøl hos Wildebeest i Reberbansgade.
For her på aalborg:nu kan vi afsløre, at ejerne åbner endnu en gastropub - og det er på en helt særlig adresse: nemlig bygningen på Østerbro, hvor Wildebeest tidligere har ligget.
- Vi glæder os rigtig meget til Østerbro, for os er det som at komme hjem. Det er her, vi hører til, siger Heimir Gudbergsson, der driver Wildebeest Gastropub sammen med sine fire brødre og deres mor.
- Det var de her lokaler, vi forelskede os i, og de er grunden til, at vi overhovedet åbnede Wildebeest tilbage i 2016.
Heimir Gudbergsson fortæller, at gastropubben efterfølgende var nødsaget til at forlade Østerbro på grund af manglende tilladelser på en ombygning, der blev foretaget flere år inden, de overtog lokalerne. Nu er der ved at være styr på alle forhold, og Wildebeest kan derfor snart vende hjem igen.
I første omgang handler det om at gøre lokalerne klar, og arbejdet er allerede godt i gang. Selve udtrykket fra tidligere er der stadig, men der kommer lidt ændringer i indretningen, ligesom der er lavet en ny trappe, og platformen på den åbne første sal er blevet forlænget.
- Når vi er færdige, vil der stadig være omkring 80 siddepladser, som der var før.
Heimir Gudbergssom forventer, at Wildebeest Gastropub genåbner på Østerbro i begyndelsen af april. Selve åbningen er endnu ikke helt på plads - men vi kan dog godt love, at det bliver med et helt særligt menukort.
- Vi åbner med et menukort, der består af medarbejdernes favoritter, siger Heimir Gudbergsson.
- Så nu finder vi vores forskellige opskrifter frem, for selv om vi ofte skifter ud på menukortet, er der nogle særlige burgere og sliders, gæsterne bliver ved med at spørge efter.
I dag finder du Wildebeest på Reberbansgade 16B, der tidligere har huset legendariske Ib René Cairo og senest Café Fløs. Og om cirka to måneder er det planen, at ejernes anden gastropub slår dørene op på Østerbro 12.