Billede beskrivelse

Unge Aalborg-atleter dyster i Rendsburg

19. juli 2024 kl. 14.00

AALBORG: Om få dage tager en stor delegation af unge Aalborg-atleter og ledere til Aalborgs tyske venskabsby Rendsburg, der har inviteret til byens udgave af de ungdomslege, der blev indstiftet i Aalborg i 1975.

- Vi tager til Tyskland med en delegation bestående af 91 personer. Heraf er de 75 unge atleter, mens de resterende 16 er ledere. De unge skal deltage i atletik, badminton, basketball, bordtennis, håndbold, judo, svømning og tennis – og de kommer til at dyste mod jævnaldrende fra Almere i Holland, Haapsalu i Estland, Horishni Plavni i Ukraine, Lancaster i England, Kreis Racibórz i Polen, Rathenow i Tyskland, Vierzon i Frankrig og så selvfølgelig også fra Rendsburg, fortæller idrætskonsulent Søren Larsen fra SIFA, Samvirkende Idrætsforeninger i Aalborg.

Aalborg-delegationen tager afsted mandag 22. juli om morgenen og forventer at være hjemme igen lørdag 27. juli ud på eftermiddagen. Søren Larsen fortæller, at alle aalborgensiske deltagere bliver indkvarteret på skoler i Rendsburg.

Også for Rendsburgs vedkommende er der lang tradition for ungdomslege. Byen deltog i de stiftende lege i Aalborg i 1975 og har siden været i Nordjylland 11 gange.

- I 1980 tog Rendsborg stafetten op og inviterede for første gang sine venskabsbyer til byens egen udgave af ungdomslege. Dengang var der udelukkende fokus på de sportslige aktiviteter, men de følgende år er arrangementet blevet udvidet til at omfatte et kulturelt aspekt. Det er 10. gang Rendsburg inviterer os til ungdomslege og kulturdage, hvor de unges konkurrencer bliver suppleret med musik og dans, fortæller Søren Larsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste