Umotiveret overfald: Klippede nabo i armen med saks
En 54-årig kvinde er blevet idømt en behandlingsdom for grov vold med en saks
NØRRESUNDBY: En 54-årig kvinde er torsdag blevet idømt en behandlingsdom for at have overfaldet sin nabo med en saks.
Overfaldet skete sidst på formiddagen 17. november sidste år ud for den opgang, hvor den 54-årige og naboen begge boede.
Bevæbnet med en saks i hånden overfaldt den 54-årige sin nabo ud af det blå, og begyndte at klippe hende i armen med saksen.
I Retten i Aalborg forklarede den 54-årige, at hun overfaldt naboen, fordi gud havde sagt til hende, at hun skulle gøre det, fortæller anklager Dorte Kvist Knudsen.
Kvinden er ikke egnet til almindelig straf, og blev derfor dømt til ambulant psykiatrisk behandling.
Den 54-årige modtog dommen.