Udsigt til mere sne: Kan vi sove i Ikea igen?
Møbelhusets initiativ gik verden rundt, da medarbejdere og kunder overnattede i City Syd på grund af snestormen
AALBORG: Det gik ikke bare landet - men verden - rundt, da Ikea i City Syd stod klar med overnatning til strandede medarbejdere og kunder i varehuset, da snestormen rasede og gjorde vejene ufremkommelige for en uge siden.
En speciel situation der gav noget af en oplevelse til de overnattende rundt omkring i møbelhuset. Og gav omtale i medier flere steder i Europa samt blandt andet Rusland, USA og New Zealand.
- Jeg har faktisk helt opgivet at tælle, hvor mange jeg har været i kontakt med, jeg havde ikke lige set det komme, at det ville få så meget opmærksomhed. Men det har været en sjov og god omtale i en situation, der jo var svær for mange , lyder det fra varehuschef Peter Elmose her knap en uge efter en arbejdsdag, der blev markant anderledes end forventet på grund af snestormen.
- Vi gjorde det for vores medarbejderes og kundernes sikkerhed, vi sender jo ikke nogen ud i sne og kulde uden mulighed for at komme hjem. Sikkerhed, og at man tager hånd om hinanden, er helt grundlæggende værdier i Ikea. Og i situationen handlede det om at gøre det hyggeligt, rart og trygt.
Og nu, hvor der er varslet endnu en omgang med Kong Vinter, har vi naturligvis søgt svaret på det helt store spørgsmål: Kan vi sove i Ikea igen?
- Når situationen kræver det, er vi naturligvis klar til at tage action, men der skal meget til, før det sker igen, siger Peter Elmose.
- Vi ser jo nærmest kun en snestorm som den i sidste uge hvert 25. år.
Peter Elmose fremhæver sine medarbejderes indsats, da der pludselig skulle findes sengepladser, forplejning og noget at lave for at give en hyggelig overnatning.
- Alle var jo en del af det, og vi har efterfølgende haft nogle gode snakke om det, siger han.
- Det giver god og positiv motivation, at vores medarbejdere oplever, hvilken virksomhed, de er ansat i. Det er endnu et eksempel på vores værdier, og at vi handler. Jeg er meget stolt over, at alle stod sammen og tog ansvar, det gjorde også opgaven nem for mig.