Tvivl om støj fra nyt jagerfly rammer ønske om byggeboom i lille by
Stort byggeønske er blevet kraftigt rundbarberet bl.a. på grund af risiko for støj
Det var ønsket hos en privat boligudvikler at bygge ikke færre end 230 nye boliger i et nyt boligområde, men nu bliver det tal kraftigt reduceret.
Projektet har været ude i en fordebat, og nu skal kommunen i gang med en egentlig lokalplanlægning for boligområdet i det sydvestlige Vodskov. Men forvaltningen lægger op til, at der kun kan blive tale om op til 50 boliger alt efter resultatet af nærmere undersøgelser.
På det seneste møde i by og landskabsudvalget kunne politikerne dog ikke godkende, at planområdet bliver mindre end det ansøgte. I stedet ønsker politikerne, at der udarbejdes et forslag til kommuneplantillæg og lokalplan, der i højere grad imødekommer ansøgers ønske om antallet af boliger.
Der er flere årsager til, at ønsket om et byggeboom, nu er blevet rundbarberet. Forvaltningen anbefaler bl.a., at der i den videre planlægning ikke arbejdes videre med nye arealudlæg til boligformål beliggende inden for støjkonsekvenszonen fra Flyvestation Aalborg.
Støjfølsom anvendelse såsom boliger må nemlig ikke placeres inden for støjkonsekvenszonen, da det rummer em potentiel miljøkonflikt. Og det rammer projektet ved Vodskov, da den vestlige ikke-planlagte del af det ansøgte område er beliggende indenfor zonen. Det skyldes bl.a. usikkerhed om jagerflyet F35.
- Der blev lavet en udviklingsplan for Vodskov for nogle år tilbage, hvor man lagde en vis rummelighed ind i forhold til, hvad vi kan bygge fremadrettet. Men så skete der det, at der kom en ny støjkonsekvenszone fra Forsvaret, fordi der er uklarhed omkring jagerflyet F35. Kommer de til Aalborg, og i det tilfælde, hvor en støjkonsekvenszone skal man så reservere, siger by og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V).