Billede beskrivelse

Tre nordjyske komikere tager dig med bag kulisserne før nyt show

20. oktober 2023 kl. 06.01
Opdateret kl. 07.46

Kort fortalt:

  • Johnni Gade, Niels Skovmand og Anders Wortmann forbereder sig til live-show i ny podcast.
  • Podcasten "Skovmand og Wortmann i Gaden" kan høres nu alle de steder, du normalvis hører podcast.

Er der noget, man ikke kan joke om? Dét er spørgsmålet, som tre morsomme mænd fra Nordjylland stiller sig selv i den helt nye podcast "Skovmand og Wortmann i Gaden."

Komikerne Johnni Gade, Niels Skovmand og Anders Wortmann, tidligere radioværter på ANR, inviterer dig til at tage del i deres jagt efter jokes til et kommende show i den nye podcast. Her kommer lytterne med i processen, hvor de tre komikere endevender idéer, deler sjove anekdoter og hjælper hinanden med at finde humoren i hverdagens trivialiteter.

Hvorfor en podcast nu?

De tre komikere har en fælles fortid på ANR som tre generationer af morgenværter.

- Forhistorien er jo, at Skovmand sidder på et morgenjob på ANR. Og det job, det tager Johnni så fra ham. Og så kommer jeg ind for 4 år siden, og tager det job fra Johnni, fortæller Anders Wortmann.

Siden da har de alle tre lavet stand-up komik i forskellige sammenhænge. Men hvorfor så en podcast nu?

Niels Skovmand forklarer:

Billede beskrivelse

- En ting er jo at sidde i et radiostudie som vært og være sjov, men der får du ikke den der umiddelbare respons. Det gør man, når man laver stand-up. Og så tænkte vi, at det kunne være fedt, hvis vi kunne lave en podcast som undskyldning for at komme ud og lave et show sammen.

- Meget af det, vi snakker om, er jo samtaler, vi har alligevel. Vi har brugt hinanden til at sparre med i forvejen, når vi sidder og skriver jokes hver især. Så kan vi jo lige så godt gøre det sammen i en podcast, og så hygge os med det imens, tilføjer Anders Wortmann.

- Man skal turde joke om alt

Men hvad med spørgsmålet om, hvorvidt man kan joke om alt?

- Det kan man godt. Bliver det rigtig sjovt altid? Nej, det gør det ikke. Men man skal turde joke om alt. Alt er i spil, og det er ligegyldigt, hvor tragisk eller upassende det er, for det er altid en menneskelig mekanisme, at bruge humoren til at reflektere over ting og komme videre, siger Niels Skovmand.

I podcasten arbejder de med en såkaldt "surprise-kasse," hvor de får et tilfældigt emne, og så skal de prøve at komme på jokes om det. Det er en sjov måde at træne hjernen på, mener Johnni Gade:

- Det er jo ikke, fordi der skal komme en færdig joke lige her og nu, men det er for at få vise folk, hvordan vores proces er. Og der kommer faktisk tit nogle ret sjove anekdoter frem på den måde.

Vi gav de tre komikere ordet "Kantine". Se hvilke idéer, det gav dem…

Niels Skovmand:

”Der er én ting, der popper op med det samme, og det er Anders Wortmann, som har verdens dårligste køkultur. Han får på en eller anden måde altid sneget sig foran alle med dårlige undskyldninger.”

Johnni Gade:

"Der er også et eller andet med faste pladser, når man er på sådan en offentlig kantine. Der jo ikke er nogen faste pladser, men så der bare  alligevel. Og hvis man sætter sig på en andens plads, så er det nærmest en krigserklæring."

Niels Skovmand:

"Jeg kan også godt lide de samtaler, der er i en kantine. Det er jo her, man som kollegaer får lov til at tale om alt muligt andet end arbejde. Der er måske nogen af os, der sidder og venter på, at en kollega taber en ært på bordet, så man kan fyre en joke af..."

Anders Wortmann:

"Åh, det er ligesom at være i podcasten, det her. Nu er du på vej ud i et eller andet kikset. Har du også en punchline?"

Niels Skovmand:

"Ja, for så kan man så sige: Hvad fanden sidder du og triller ært i i kantinen?"

Anders Wortmann:

*Suk* ”Ja, der var den så. Og der har vi så i podcasten noget, vi også arbejder med, som hedder en måske-kasse…”

Liveshow inden jul

Første sæson af podcasten kulminerer i et live-show, hvor de præsenterer deres bedste jokes. Datoen på showet er endnu ikke kendt, så stay tuned!

- Lyt med indtil da, for så er der jo bare en fed guldrød, når man har hørt podcasten, at man måske kan genkende noget af det endelige materiale, fordi man har været med i brainstorm-processen, siger Johnni Gade.

Podcasten "Skovmand og Wortmann i Gaden" er produceret af Det Nordjyske Mediehus, og kan høres nu alle de steder du normalvis hører podcasts.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste