Træt af vejarbejde? Derfor er der så meget i gang på samme tid
Selvom det føles som meget bøvl på samme tid, er der en grund til tidsplanen, forklarer kommunen
Hvis du på din seneste tur rundt i Aalborg har konstateret, der godt nok er meget vejarbejde, så har du fuldstændig ret.
Foruden plusbus-projektet, der stadig kører derud af, blev Vesterbro for nylig indsnævret tæt ved Prinsensgade. Broen over jernbaneskinnerne skal skiftes ud, og det arbejde er først færdig til september. Derudover er der vejarbejde i forbindelse med det nye universitetshospital, på Nibevej i Skalborg, og de steder kommunen ellers har gang i af almindelige vejarbejdsprojekter.
- Der er ingen tvivl om at aktivitetsniveauet ude i vejrummet er højere end normalt, fortæller Brian Sortfeldt Aagaard, der er teamleder ved mobilitet og infrastruktur i Aalborg Kommune.
Han forklarer, det er store statslige, regionale og kommunale anlægsprojekter, der i øjeblikket ligger oven i de projekter, man normalvis ville have gang i. Alene projektet på Vesterbro har været undervejs i flere år, og skulle koordineres med Banedanmark.
Trods de hårdt ramt gader i Aalborg, så har det været tænkt over timingen, fastslår Brian Sortfeldt Aagaard. For eksempel har man færdiggjort de centrale etaper af plusbus-projektet, før Vesterbro delvist skulle spærres.
- Det betyder også, de mennesker, der bevæger sig på Vesterbro, har lidt nemmere adgang, end de havde for eksempel sidste år eller forrige år, forklarer han.
Du kan læse mere om vejarbejderne og timingen af dem på Nordjyske.dk