Træls torsdag: Patricks elcykel blev stjålet
Patrick Kudsk er meget afhængig af den et-hjulede elcykel for at komme rundt i Aalborg
AALBORG: Det var et træls syn, Patrick Kudsk stod op til torsdag morgen, da han kom ned til cykelskuret, hvor han bor. Eller måske snarere et ikke-syn, fordi nogen havde i nattens løb stjålet hans "elcykel" - i anførselstegn, fordi det ikke er en elcykel, som elcykler er flest.
Det er derimod en slags trækker, en hjælpemotor som han kan spænde foran sin kørestol, og på den måde komme meget hurtigere rundt i Aalborg, end hvis han skulle køre stolen selv. Og selvfølgelig også køre længere distancer.
Patrick Kudsk slog tyveriet op på Facebook torsdag, men selv om opslaget er blevet delt næsten 2000 gange, så er elcyklen endnu ikke dukket op, og som tiden går, så svinder håbet.
- Jeg fik desværre også en kommentar fra en anden kørestolsbruger, der fik stjålet sin samme nat, så der er noget, der tyder på, at det har været organiseret - at tyvene har vidst, hvad de gik efter, siger Patrick Kudsk.
Patrick Kudsk er meget afhængig af at have sin hjælpemotor i det daglige, og tyveriet er anmeldt til politiet. Tyveriet skete fra cykelskuret ved Ågades Passage 14 i Aalborg natten til torsdag, og har man set nogen dampe af med den ethjulede elcykel, så skal man kontakte Nordjyllands Politi.
Patrick Kudsk har udlovet en dusør på 2000 kroner til den, der kan bringe elcyklen hjem til ham - og det gælder også gerningspersonen, hvis denne skulle sidde med en sort samvittighed, der trænger til at blive lettet.