Billede beskrivelse

Tine forlod Lindholm og satsede alt på musikken i Berlin

- Jeg lever for at spille koncerter, siger hun

24. marts 2022 kl. 20.02
Opdateret 25. marts 2022 kl. 13.45

AALBORG: Der er langt fra Lindholm til Berlin, men den nordjyske singer-songwriter Tine Vingaard trives som en fisk i vandet i den tyske storby. Musikeren slog sig for nylig ned i metropolen for at arbejde på udgivelsen af sit debutalbum i 2023, og det valg har hun ikke fortrudt:

- Jeg har gennem mange år været draget af den tyske musikscene, da publikum for mig er helt særlige, forklarer hun.

- De besidder nysgerrighed og loyalitet som musikfans, som giver mig et drive, uddyber hun.

Tine Vingaards rejse til Berlin har varet mange år. Den begyndte, da hun som kun 15-årig debuterede med tekst og musik skrevet til den tyske biograffilm "Einer wie Bruno".

Siden har hun har været aktiv på scener rundt omkring i både Tyskland og Danmark, og hun er kommet til at elske kontakten med sit publikum.

- Når jeg mødes med publikum, oplever jeg en rus ved at være en del af noget større. Et sted hvor man kan stå ved sig selv uden at stå alene. Der er en særlig gnist i mødet mellem mennesker, forklarer hun.

For at bringe den særlige "gnist" hjem i publikums stuer udsender Tine Vingaard 12. april en LIVE EP med sangene "Will it ever be", "Running", "A Journey", "Something's missing" og "Battlefield". Idéen med udgivelsen er at samle folk omkring det uperfekte.

- Jeg lever for at spille koncerter, og den charme som livemusikken rummer fortjener tilgængelighed, siger hun.

- Der ligger en energi og ikke mindst en tilstedeværelse i musikken, som jeg håber, at folk hjemme i stuerne kan mærke, tilføjer hun.

Hun følger udgivelsen af LIVE EP'en op med en koncertturné, der de næste måneder bringer hende rundt til spillesteder i både Tyskland og Danmark. Hun kan ikke opleves i Aalborg, men spiller blandt andet i Ansager, Århus, Hjelsminde og Odense.

Derefter går turen tilbage til Berlin, hvor hun regner med at blive boende sommeren over, før hun vender hjem til Nordjylland.

- Jeg tror dog næppe, at det var alt for mit udlandseventyr og er opsat på at være i Berlin i perioder, siger hun.

- Det er et liv i bevægelse, som er svært at sætte ord på - lige nu følger jeg blot musikken og tager med, hvor end den bringer mig.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste