Billede beskrivelse

- Tillykke! Skoleklasse hædres for video om at hjælpe hinanden

Elever på Vestbjerg Skole vinder konkurrence om digital tryghed

03. december 2022 kl. 12.33

VESTBJERG: 5. B på Vestbjerg Skole i Vestbjerg er nordjysk vinder i skolekonkurrencen #digitalpænt.

Den besked fik klassen ved et uventet besøg i en undervisningstime i denne uge. Her fik de overrakt 10.000 kr. til en fælles klasseoplevelse, mens guldfarvet konfetti fløj rundt i skolelokalet.

En kort videofilm fra klassen viser, hvor vigtigt det er med gode venner, hvis man ser noget på nettet, man ikke bryder sig om. Se videoen her:

- Det har været sjovt for børnene at arbejde med #digitalpænt-materialet. Det har inspireret børnene til at dele deres egne erfaringer om, hvad man kan og bør gøre, hvis man oplever noget ubehageligt på sociale medier, fortæller Louise Sortkjær Poulsen, der på Vestbjerg Skole underviser i det digitale liv..

Fakta om #digitalpænt

  • Teleselskabet lancerede i 2016 #digitalpænt.
  • Formålet er at bekæmpe digital mobning i Danmark.
  • Forløbet består af undervisningsmateriale og en årlig skolekonkurrence for elever i 4.-6. klasse.
  • Skal understøtte skolernes arbejde med digital kommunikation og trivsel på sociale medier for at modvirke mobning.
  • I år har over 8000 elever fra 400 skoleklasser landet over arbejdet med #digitalpænt.

Teleselskabet Telenor arrangerer konkurrencen #digitalpænt. Over 8000 elever fra 4. til 6. klasse i skoler landet over har deltaget i et undervisningsforløb om digital dannelse og tryghed, og forløbet slutter med, at eleverne producerer en kort videofilm om emnet.

5. B. fra Vestbjerg Skole er vinder i hele Region Nordjylland.

Begrundelsen fra dommerne lød sådan:

"Denne vinder er nok den mest usædvanlige i år. Det er ikke videoen med den bedste lyd eller de vildeste specialeffekter. Men det er til gengæld videoen med et klart budskab - at man skal tale med sine venner, hvis man ser noget på nettet, der gør en bange. Filmen får en fin afslutning, da drengens kammerater reagerer og støtter ham, da de opdager, at han er tydeligt påvirket. Man skal være en god ven og blive ved med at spørge, hvis man kan mærke, at der er noget galt med humøret hos en i klassen."

Dommerpanelet består blandt andet af personer fra Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik, oplyser Telenor.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste