Tid til en udflugt? Se lysene funkle i Fårup Sommerland
Lysfestival er i år spredt ud over flere dage for at gøre plads til de mange gæster
FÅRUP: I denne uge funkler magiske lys mod den mørke oktober-himmel til festivalen Lysfald i Fårup Sommerland.
Forlystelsesparken markerer traditionen tro årstidernes skiften med lys og farvede lamper – en begivenhed, der tiltrækker mange gæster fra hele landet.
Allerede i den første weekend 7.-9. oktober var der 30 procent flere besøgende end forventet, og derfor har parken valgt at udvide festivalen fra otte til 11 dage for at imødekomme den store interesse. Derudover er åbningstiderne udvidet med en ekstra time.
Det oplyser Fårup Sommerland i en pressemeddelelse.
- Næst efter sommerens højsæson er efterårsferien klart det tidspunkt på året, hvor flest besøger parken, siger administrerende direktør i Fårup Sommerland, Niels Jørgen Jensen.
Han oplyser, at lysfestivalen og høstfesten tiltrækker folk i alle aldersgrupper.
- Lige fra børnefamilier og unge, der vil prøve alle forlystelserne i mørke, til kærestepar og pensionister, der går rundt i parken og nyder stemningen og det flotte syn, siger han.
Ligesom sidste år er det overordnede tema årstidernes magiske skiften. Gæsterne kommer til at opleve alle årstiderne, og oplevelsen rundes af med et brag af en nytårsfest fortolket i lys og lyd. Men som noget nyt har Fårup Sommerland i år sat ekstra trumf på ved at udvikle nye spektakulære installationer i parken.
- Vi har høje ambitioner og ønsker at give de besøgende en oplevelse udover det sædvanlige. Derfor lægger vi os i selen og forsøger løbende at videreudvikle og forbedre vores koncept, så vores gæster har lyst til at komme igen, år efter år, siger Niels Jørgen Jensen.
Høstfest og Lysfald kan opleves til 22. oktober i tidsrummet 10-21.30, og 23. oktober er der Høstfest fra 10-17. Herefter lukker og slukker Fårup Sommerland for årets sæson.