The Aalborg Ripper er løs! Kan du fange ham?
CluedUpp vender tilbage med et endnu et spil i Aalborgs gader
AALBORG: Jack The Ripper er løs i Aalborgs gader, og nu er det op til dig og dine venner at stoppe ham, inden han slår til igen. I oktober måned 2020 indtog CluedUpp games Aalborgs gader med en Harry Potter inspireret gåde. Den 3. juli kan du spille med igen. Denne gang bliver det altså med et mindre hyggeligt tema. CluedUpp anbefaler da også, at børn ikke spiller det alene, men sammen med voksne. Spillet minder, ifølge arrangørerne, meget om den oplevelse, man får, når man træder ind i et escape room.
Det eneste der kræves er, at man har nogle venner/kollegaer og en smartphone. Holdet kan være på mellem to og seks deltagere.
De britiske spildesignere arrangerer spil rundt om i hele verden, og 3. juli finder det altså igen vej til Nordjylland. Ideen er kort og godt, at man på dagen møder op på det anbefalede startsted, og så guider appen en rundt i byen. Undervejs møder man virtuelle vidner, der kan give dig de oplysninger, du skal bruge for at knække koden.
Man behøver ikke starte på samme tidspunkt, spillet skal bare påbegyndes i tidsrummet 9 til 14, og så er det jo ens evner som detektiv, der afgør, hvornår spillet er færdigt. Ifølge CluedUpp, der står bag spillet, skal man regne med at bruge omkring to timer på det. Det skulle i øvrigt være rimeligt coronasikkert at deltage, da starttidspunktet er fleksibelt, og det hele foregår udenfor.
På dagen kan man vinde flere hædersbeviser. Du kan naturligvis vinde for at være det hurtigste hold. Bedste udklædning, bedste holdnavn, bedste billede, bedste børnedetektiv og en pris til din hund, er også på spil.
CluedUpp består af britiske arrangører, og samme dag som spillet foregår i Aalborg, er der spil under det samme navn, i Houston, Johannesburg, Sydney og mange flere byer rundt om på kloden.