T-kryds i Vestbyen skal laves om - her er planerne
Plusbussen har ændret trafikstrømmene i Vestbyen, der giver større pres på netop dette kryds
Der er med et større anlægsarbejde og restriktioner for biltrafikken gjort klar til, at Plusbussen kan blive indsat senere på året.
Men ændringerne på blandt andet Kastetvej har også betydet , at trafikstrømmene i Vestbyen har ændret sig.
Derfor føler Aalborg Kommune sig nu nødsaget til en større ændring af T-krydset Dannebrogsgade/Strandvejen.
Anlægsarbejdet, der sættes i gang i år, skal sikre, at trafikken stadig kan blive afviklet på en tilfredsstillende måde.
- Der har igennem længere tid været en udfordring med, at folk havde problemer med at komme ud på Strandvejen, siger by- og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V).
T-krydset skal i stedet omdannes til et signalreguleret kryds, ligesom forholdene for de bløde trafikanter skal forbedres.
Det skal blandt andet ske ved, at der etableres fodgængerfelter på tværs af alle tre veje i det signalregulerede kryds.