Billede beskrivelse

Synes du også det regner hele tiden? Så har du ret

Vejret her i februar er nemlig tæt på kedelig rekord - hvis du altså er træt af slud og regn

24. februar 2022 kl. 07.00

AALBORG: Har du hængt jakken til tørre, skiftet et par våde strømper eller grebet ud efter paraplyen på vej ud af døren i løbet af den seneste måned, så er du slet ikke alene.

For på gaderne har der ligget store vandpytter, mens grønne området har været smattede og sumpede, som var det efterår, der ventede os lige om hjørnet.

Vinteren har stadig haft fat med lave temperaturer, slud og regn i de tidlige morgentimer, og det kan nu aflæses på DMI’s hjemmeside, hvor skalaen for nedbør i Aalborg er langt fra gennemsnitlig.

2020 var lidt mere våd

Selvom vi endnu ikke har rundet måneden af, så har februar allerede budt på 101 millimeter nedbør og dermed indtaget en andenplads som den mest våde i Aalborg de seneste ti år.

Førstepladsen for vådeste februar i ti år går dog fortsat til 2020, der nåede at runde 120 millimeter nedbør.

Måneden er ikke slut endnu, men de 20 millimeter ekstra nedbør, det vil kræve at indtage førstepladsen, er nok næppe noget, nogen går og hepper en helt masse på.

For lige om hjørnet kan vi byde velkommen til foråret, hvor vi forhåbentlig kan pakke paraplyen lidt væk og finde den tynde overgangsjakke frem.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste