Sving studiekortet og få gratis adgang til Kunsten
Glæd dig til blandt andet arrangementer og kunstværker, der stiller skarpt på klima og miljø
AALBORG: De har gjort det før - og nu gentager Kunsten succesen: Har du et gyldigt studiekort, så har du gratis entré på museet i maj, og dermed adgang til en stor, forårsgrøn park, kunst i verdensklasse samt kunst og samtaler om klima og miljø. Det skriver Kunsten i en pressemeddelelse.
Kunsten gav også gratis entré til studerende i 2021, hvilket trak flere yngre på museum.
- Og mange blev så glade for besøget, at de købte årskort og kom igen, både til ti gange Kunsten Summer Lounge i parken hen over sommeren, men også på andre tidspunkter. Vi er glade for, at maj-initiativet gør, at flere, især unge, får øjnene op for, at Kunsten er et rart og uformelt sted at besøge for at blive inspireret, få ny viden eller bare hænge ud, siger Lasse Andersson, direktør på Kunsten.
Tilbuddet er muliggjort af Spar Nord, der ønsker at sætte fokus på fællesskaber og bæredygtighed.
Ny udstilling om bæredygtighed
- Kultur er noget, der udfordrer og udvikler os som mennesker, ligesom det er noget, der samler os og skaber fællesskaber. Kultur skal derfor deles for at opleves til fulde, siger Ninna Holch, ESG Officer i Spar Nord.
- Af den årsag er vi meget glade for, at vi sammen med Kunsten kan invitere de nordjyske studerende indenfor i museets rammer til fordybelse og dialog, når Kunsten til maj slår dørene op til en udstilling med fokus på bæredygtighed og arternes overlevelse.
Ninna Holch henviser her til udstillingen Offspring af én af verdens mest anerkendte, nulevende kunstnere, franske Pierre Huyghe. Udstillingen åbner 25. maj.
I hele maj kan studerende også opleve den store jubilæumsudstilling MARMOR med værker af nogle af verdens mest kendte kunstnere, blandt andre Andy Warhol, Ai Weiwei, Jeff Koons og Marc Quinn.
I udstillingen kan de studerende også opleve kunstnergruppen SUPERFLEX’ to værker Interspecies Assembly og Vertical Migration. Værkerne rejser rundt i hele verden og har tidligere været udstillet ved FN’s hovedkvarter samt i Central Park, New York. At værkerne lige nu vises på Kunsten er også muliggjort af Spar Nord Fonden.
- Vi er meget taknemmelige for, at Spar Nord gør det muligt for os at stille endnu skarpere på bæredygtighed igennem kunst. Og vi håber selvfølgelig, at rigtig mange studerende vil benytte sig af tilbuddet. For uanset om man uddanner sig til tømrer eller teolog, så er der meget at komme efter på Kunsten i maj, siger Lasse Andersson.
- Eksempelvis den store MARMOR-udstilling kan man tilgå på mange forskellige måder: Man kan dykke ned i materialet eller håndværket - og man kan vælge at fordybe sig i, hvad værkerne siger om samfundet, historien eller dét at være menneske, siger Lasse Andersson, direktør på Kunsten.
I maj er der ligeledes Store Badedag, som egner sig godt til studerende med børn. Se alle arrangementer på Kunstens hjemmeside.