Grønt OG lækkert! Her er 3 steder med sund takeaway i Aalborg
Kalder alle, der var på januarkur! Sund takeaway i Aalborg, gør det nemt og lækkert at holde den slanke linje
AALBORG: Vi kender det skam alt for godt selv. Trangen til noget rigtig lækkert. Heldigvis findes der flere steder i byen med et udvalg af grønne takeaway-retter, der får dig til at glemme din lyst til kulhydrater.
Har du lyst til et lækkert måltid og vil du gerne slippe for at lave noget selv, så er disse steder lige noget for dig. Vi lister her tre steder, hvor du kan tilfredsstille din lækkersultne trang med god samvittighed.
We Feat
Hos We Feat er alt økologisk og sundt på den gode måde. Menuen har muligheder for både vegetarer, veganere, allergikere og dig, der bare gerne vil have et lækkert, grønt måltid.
De byder ikke kun på salater. Du kan også få sprøde sandwich og morgenmadsretter - men vi anbefaler helt klart deres bowls.
Deres bowl med navnet Plant er superlækker og værd at fremhæve. Den er vegansk, men lad dig ikke skræmme af manglen på kød. Her får du en afstemt blanding af falafel, forskellige slags kål, grøntsager, avokadocreme, brune bønner og bulgur toppet med basilikumpesto og sesamfrø.
Det eneste aber dabei er, at du skal have lidt penge op af lommen, når du køber mad hos We Feat. En Plant bowl i størrelse small koster 75 kroner og en størrelse large koster 105 kroner.
Dog får du kvalitet for pengene og garanti for mæthedsfølelsen. Og så informerer de om, hvor mange kalorier retterne indeholder, så du også kan holde styr på det regnskab.
Hvor: Boulevarden 12
Din Vitamin Bar
Det indgår i navnet, at du får sund mad og masser af næring her. Byen har mange steder, hvor du kan blande en salat, men hos Din Vitamin Bar er salatbaren fyldt med inspirerende blandet grønt og godt, du ikke får i en standard salatbar.
Er du virkelig lækkersulten og har lyst til en snasket burger og fritter, så har Din Vitamin Bar det sunde alternativ til dig. Du kan både få en grøntsagsburger og burgere med oksekød, kylling eller fisk med eller uden brød. Og de serverer hele tre forskellige slags krydrede friturefri fritter.
En anbefaling herfra er deres kyllingeburger! Kyllingen er aldrig tør og det er burgeren heller ikke. Du sidder tilbage med samme tilfredse smil på læben og fyld i maven, som hvis du havde købt en ordentlig kaloriebombe af en snasket burger.
Den koster 69 kroner, og du får noget færre kalorier med dette alternativ. Din Vitamin Bar oplyser nemlig præcis, hvor mange kalorier deres retter indeholder.
Hvor: Kastetvej 41
Salad Bowls, Bogø Sandwich
Måske forbinder du ikke Bogø med meget andet end sandwich og sushi. Men kender du deres Salad Bowls? Udvalget spænder bredt, og du kan vælge alt fra falafel og hummus til en salat med kylling.
Generelt spiser vi for lidt fisk, og mange steder står valget mellem kylling eller oksekød. På Bogø kan du både vælge en laksesalat med hytteost eller en salat med tun og æg.
Alle Bogøs Salad Bowls er lavet på en bund af hjemmesyltede rødløg, edamame bønner, revet frisk rødkål, lucernespire, revet agurk, revne gulerødder, iceberg og årstidens salat. Alle bowls koster 69 kroner for en mellem og 79 kroner for en stor.
Hvor: Bogøgade 2, Tornhøjvej 4E, Østerågade 5 samt Shoppen i City Syd