Street Food lukker ned for sæsonen med stor afslutningsfest i weekenden
De har to fede arrangementer på programmet
AALBORG: Hvis du skal nå at få den sidste andeconfit burger eller den sidste omgang fish and chips fra køkkenerne hos Aalborg Street Food The Lighthouse, er søndag den 21. oktober absolut sidste chance for i år. Sæsonen for det populære sted er nemlig snart ovre, og pander og gryder vil stå stille på deres hylder, indtil dørene atter vil blive åbnet til foråret.
Afslutningsfest med sprøde beats og seje gadgets til drengene
Afslutningsfesten er på lørdag den 20. oktober, og du kan både komme til Mandemesse og musikarrangementet Rimord ved Limfjorden. Til Rimord ved Limfjorden kan du høre lokale hiphop og poetry slam kunstnere fyre den af på scenen. Blandt andet vil Aalborgs gamle dreng Jonny Hefty lægge vejen forbi, og du kan også se og høre Dj Needlesplit, der tidligere har opnået høje placeringer ved DM i Mix. Rimord ved Limfjorden starter klokken 17.
Mandemessen byder på alverdens tænkelige sjove ting og sager, der primært henvender sig til mænd, men børn og kvinder er dog også meget velkomne. Der vil blandt andet være et ægte wrestling show, et show med fjernstyrede biler, cigarer, Harley Davidson motorcykler, 3D printere, udlån af metaldetektorer og meget andet. Mandemessens aktiviteter er fra klokken 14-17 og vil både foregå i Aalborg Street food The Lighthouses indendørs områder, men der vil også foregå en hel masse på udendørs arealerne rundt omkring.
- Det har hele tiden været meningen, at vi ville afslutte sæsonen med et stort arrangement. Mandemessen havde vi planlagt i lang tid, og så skete det, at musikarrangementet Rimord ved Limfjorden også kom til, og så syntes vi, at det var den perfekte ramme til at afslutte en god sæson, siger Isabelle Enevoldsen, der er medejer af Aalborg Street Food The Lighthouse.
Sommeren har givet en god sæson for Street Food
Isabelle Enevoldsen fortæller at den gode og lange sommer har gjort at rigtig mange mennesker har lagt vejen forbi Street Food til et måltid mad eller et par drinks.
- Dog er det også først i år, at vi har haft den første rigtige sæson, da vi jo først åbnede dørene i juni sidste år, så den gode sæson kan måske også forklares ved, at folk er begyndt at få større kendskab til Aalborg Street Food, fortæller Isabelle Enevoldsen.
- Vi kan se, at rigtig mange turister, specielt nordmænd, har lagt vejen forbi og giver os gode anbefalinger på Facebook, fortsætter hun.
Nye køkkener på menuen når dørene åbnes igen
Der er både lukket køkkener ned og kommet nye til i Aalborg Street Food The Lighthouses levetid, men når vi til foråret igen kan komme forbi, vil det også primært være de kendte køkkener, som fortsat vil være til stede, men Isabelle Enevoldsen har fået mange henvendelser fra interesserede køkkener og arbejder netop nu på at finde de helt rigtige, som skal være en del af det nye hold i den kommende sæson.
- Jeg syntes det er godt med lidt udskiftning, så er der lidt nyt at byde på, og det gør det lidt mere spændene, fortæller Isabelle Enevoldsen.