Stort havemarked blomstrer igen op i Østre Anlæg
Tag en ven med grønne fingre i hånden, og gå en tur i Østre Anlæg til stort havemarked i weekenden
AALBORG: Trænger haven til en lille sommeropfriskning? Så kan du godt glæde dig til lørdag 17. juni, hvor Østre Anlæg lægger plæner til det store årlige havemarked, hvor omkring 50 stadeholdere deltager og flere tusinde besøgende hvert år lægger vejen forbi.
Her finder man alt, hvad en spirende haveentusiasts hjerte begærer, blandt andet planter, honning, pileflet, havekeramik, træer, buske, roser, haveredskaber, frøsamlere, fuglehuse, insekthoteller, plantejord og meget mere.
Haveselskabet Aalborg, som står bag arrangementet, vil også være til stede med deres egen bod, hvor man kan købe en kop kaffe, the eller et stykke kage, samt deltage i deres lotteri.
Arrangementet starter klokken 10 og slutter klokken 15, og så er det ganske gratis.