Storstilet eftersøgning af forsvundne Oliver indstillet for natten
Beredskabet og politiet har ledt med dykkere langs kajkanten fra Øster Havn til Østre Kanalgade i Aalborg
AALBORG: En større eftersøgning af den 21-årige Oliver Ibæk Lund, der forsvandt efter en bytur natten mellem torsdag og fredag, gik søndag i gang kl. 10.
Eftersøgningsområdet var centreret omkring havnen i Aalborg.
Indsatsleder Anders Brosbøl fra Nordjyllands Beredskab fortæller, at beredskabet har søgt ud fra nogle udgangspunkter, udstukket af Nordjyllands Politi.
- Og så har vi nogle erfaringer i denne slags tragiske sager, som gør, at vi søger, hvor vi gør. I formiddag har vi haft dykkere i bassinet ved Østre Kanalgade, og vi har haft en båd ude, som med en scanner afsøger et område langs kajkanten fra Østre Havn til Østre Kanalgade, forklarer indsatslederen.
Udover beredskab og politi deltog også en række frivillige fra organisationen Missing People i eftersøgningen.
Eftersøgningen blev indstillet, da mørket faldt på søndag sidst på eftermiddagen. Der blev blandt andet søgt med helikopter og en vandsøgehund.
Vagtchef Henrik Beck fra Nordjyllands Politi fortæller, at intet direkte indikerer, at Oliver er faldet i vandet. Men da Limfjorden er en del af Aalborg, er det naturligt også her at lede efter den unge mand.
Mandag morgen mødes de ansvarlige for eftersøgningen.
- Her taler vi blandt andet om, hvorvidt der er noget, vi kan gøre bedre, om vi kan have overset noget, og om vi eventuelt kan udvide eftersøgningsområdet, forklarer vagtchefen.
Oliver er sidst set på en overvågningsvideo omkring klokken 01.00 på Toldbod Plads i Aalborg, og på tidspunktet, da han forsvandt, var han iført en mørk uld frakke, lyseblå jeans og brune sko.
Nordjyllands Politi modtager gerne henvendelse på telefon 114, hvis man kan have set Oliver Ilbæk Lund efter klokken 01.00 natten mellem torsdag og fredag.