Stor ølfestival vender tilbage til sommer
Der er noget for enhver smag, og du finder øl, man ellers ikke lige ser i Aalborg
AALBORG: Den var en succes med flere end 500 deltagere det første år, og nu vender den tilbage: Ølfestivalen Bad Seed Beer Fest.
Det er den lokale brygger Fredrik Hector Schmidt og hans Bad Seed Brewing, der står bag.
- Bad Seed Beer Fest er en ølfestival med fokus på dansk øl - og kun det allerbedste danske øl, siger han.
- Idéen er at bringe den danske ølscene helt frem i lyset og vise, hvor god den er, og hvad vi kan. Vi har inviteret 20 af de bedste danske bryggerier, og der er noget for enhver smag, uanset hvilken øl, man kan lide. Og så er der mulighed for at prøve nyt og smage øl, som man ellers ikke lige ser i Aalborg.
Bad Seed Beer Fest slår dørene op igen 20. august på Studenterhuset med to sessions af hver fire timer, hvor du kan smage alt det øl, du vil.
- Alle bryggerier har to forskellige øl med hver gang, så man kan altså smage på 40 forskellige, fortæller Fredrik Hector Schmidt.
Alle deltagende bryggerier kommer med folk fra bryggeriet, så man kan møde bryggerne - og mærke deres passion for deres produkter.
De første 10 bryggerier er netop offentliggjort - og dem, tilmelding og meget andet kan du læse mere om på Bad Seed Brewings facebookside.
Hvad: Bad Seed Beer Fest
Hvor: Studenterhuset, Gammeltorv
Hvornår: 20. august klokken 11.00-15.00 samt klokken 16.00-20.00.