Billede beskrivelse

Stor legeplads på vej til Østre Havn - men hvad skal den hedde?

09. juli 2024 kl. 06.00

Der er sket rigtig meget på Østre Havn siden A. Enggaard skød projektet om at skabe en helt ny bydel i det gamle industriområde i gang i 2007.

- Ønsket med Østre Havn har fra starten været at skabe et mini-Manhatten. Vi vil med bydelen gerne tage Aalborg fra stor by til storby, som både betyder masser af liv og en flot skyline, fortæller byudvikler Hanne Kræn til Aalborg.nu.

Og nu er projektet så næsten ved vejs ende.

Stjernepladsen er færdig omkranset af hyggelige caféer og specialbutikker samt lejeboliger og ejerboliger i tårnhøje bygninger. Det samme er det eksklusive boligområde Musikhuskvarteret, og lige om lidt er sidste mursten også lagt på Kulturtorvet, der dannes mellem kontorbygninger, lejlighedskomplekser og Aalborg Forsynings 34 meter høje, lyseblå vandtank. 

Når Kulturtorvet står færdigt til september begynder sidste hånd på værket - en ny, stor aktivitets- og legeplads.

Den skal nemlig ligge lige mellem p-huset Havnemøllen og den store vandtank, som hidtil har lagt plads til byggeskure og -maskiner, imens det øvrige byggeri har stået på. Nu hvor det næsten er færdigt, løfter Hanne derfor sløret for planerne for den nye legeplads.

Billede beskrivelse

Den røde tråd

Legepladsen bliver lavet i samme stil, som der allerede er lagt for Østre Havn. Den bliver udformet i røde, brune og gule nuancer som findes i tegl og mursten i hele det øvrige område. Underlaget bliver i gummiasfalt, som vi allerede kender det fra kunstværket på Stjernepladsen, og udskåret i bløde former, som man også finder på Kulturtorvet. 

- Aktivitetspladsen kommer til at åbne op mellem Østre Havnegade og Stjernepladsen, så den skal selvfølgelig være sjov og indbydende, men den skal også trække på den røde tråd, som vi har arbejdet med igennem hele Østre Havn, siger Hanne.

Der kommer til at løbe en cykelsti fra Østre Havnegade ind til boligområderne bagved, og der kommer ligeledes til at sno sig et fortov hen over legepladsen, så fodgængere nemt får adgang til Stjernepladsens hyggelige byliv.

Legepladsen kommer blandt andet til at bestå af rutsjebaner, gyngestativer samt og en cirkelrund boldbane samt klatresten i den samme blå farve som vandtanken. Pladsen bliver desuden dekoreret med træer og vilde græsser. 

Se også
Aalborg-virksomhed skifter navn: - Alt hvad vi har drømt om, er ved at ske nu

Hvad skal pladsen hedde?

Legepladsen forventes at stå klar til december, hvilket giver Hanne lidt tid endnu, til at finde ud af, hvad den nye aktivitetsplads skal hedde.

- Nu har vi jo Stjernepladsen, Musikhuskvarteret og Kulturtorvet, så jeg synes også pladsen her skal have et flot navn. Har man bud, så tager vi imod med kyshånd, slutter hun.

Når aktivitetspladsen står klar er den nye bydel på Østre Havn færdig. I hvert fald for nu. A. Enggaard har nemlig besluttet at vente nogle år med at påbegynde sidste område i byggeprojektet, som i dag huser blandt andre Aalborg Cable Park og Aalborg Heat. 

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste