Stor grund på attraktiv placering skal sælges og bebygges
Kommunen har set på, hvilket grunde, der kan sælges og er faldet over en grund på 6200 kvadratmeter
AALBORG: Aalborg Kommune har set på, hvilke af kommunens arealer der kan sælges og er faldet over et areal på 6200 kvadratmeter.
Området ligger på Egholm Færgevej tæt på færgelejet og Vestre Fjordpark i Aalborgs vestby. Arealet er i dag ubebygget og indgår i den eksisterende lokalplan som et rekreativt område i sommerhalvåret og et areal til bådoplag i vinterhalvåret.
Men nu skal arealet altså i udbud og sælges til højestbydende og derefter omdannes til boliger. Forvaltningen peger dog på, at arealet hidtil ikke er blevet anvendt til det lokalplanlagte formål, og at det ikke er omfattet af sejlsportsklubbernes brugsretsaftale med kommunen i forhold til bådoplag.
Fordebat
I første omgang skal forslaget om at omdanne området sendes ud i en offentlig fordebat, så borgerne kan forholde sig til kommunens ønske.
- Det her areal og et tilsvarende areal på den anden side havde man med på ejendomsmessen MIPIM (verdens største ejendomsmesse i Cannes, red.) for nogle år tilbage, men så skete der ting og sager med Vestre Fjordpark, og så røg arealet øst for til parkering, siger by og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V).
Før grunden kan inddrages til boligformål i kommuneplanen, skal der dog udarbejdes et kommuneplantillæg, der fastlægger anvendelsen til boligformål.
Det er ønsket, at der skal kunne etableres bebyggelse i op til fire etager og med en bebyggelsesprocent på 80-100.