Billede beskrivelse

Stor eventdag: Veje bliver spærret i midtbyen

Både bil- og bustrafik bliver påvirket af cykelløb i Aalborg i dag

24. august 2018 kl. 09.16

AALBORG: I dag er en sand festdag i Aalborg centrum.

Tusinder ventes at besøge byens nye attraktion Salling Rooftop, når den åbner for gæster efter flere måneders byggearbejde. Samtidig kører Aalborg Festivals på anden uge, der er både Fredagsfest og Skovrock, mens Metropol også går i gang. Endelig er der cykelløb på byens mest centrale strøg i eftermiddag, og netop det sidstnævnte kan komme til at drille gæsterne til de øvrige arrangementer.

Spilnu.dk Grand Prix betyder nemlig, at en række gader bliver spærret for trafik, og det påvirker både busdrift, bilkørsel og parkering.

Disse veje spærres

Cykelløbet køres på en rundstrækning i centrum.

Det betyder, at Slotspladsen, Nyhavnsgade (i østlig retning), Østerbro, Nytorv Østerågade og Borgergade alle vil være spærret fra kl. 15 til kl. 20.30.

Der vil være omkørsel via Vesterbro, Østre Allé, Sønderbro og Karolinelundsvej, skriver kommunen på Facebook.

Det er samtidig værd at bemærke, at Ved Stranden kun er åben i sydlig retning, og at Karolinelundsvej kun er åben i nordlig retning.

Bus og parkering

Afspærringerne betyder, at busserne fra kl. 12.30 stopper med kørsel på Nytorv. Samtidig bliver der spærret på opløbsstrækningen, så det kun er biler med særlig tilladelse, der kan komme igennem.

De lukkede veje betyder samtidig, at man ikke har adgang til p-husene i Friis, Salling og Føtex mellem kl. 15 og 20.30. Dog bliver der åbnet i tidsrummet mellem 17 og 18, så de der allerede har parkeret, kan få deres biler ud.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste