Stor bid af byen sat til salg uden held - nu skal man lære af fejltrin
Flere store indtægtskrav er ikke kommet i kassen, rådmand mener, at kommunen skal være realistiske og ikke sælge i blinde
AALBORG: Kommunen skal være mere realistiske, når de udbyder grunde til salg og ikke mindst på forhånd budgetterer med indtægten.
Det mener by og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V), der må konstatere, at kommunen stadig ikke har fået 125 mio. kr. i kassen, som man ellers havde kalkuleret med.
23.000 kvadratmeter
Særligt et stort salg gik i vasken, og her er der tale om et centralt kommunalt ejet areal på godt 23.000 kvadratmeter midt i Aalborg. Kommunen udbød området ved Jyllandsgade, der også kaldes Åparkkvarteret, hvor man bl.a. finder bilforhandlere.
En køber vil kunne bebygge området med boliger og erhverv med en tilhørende byggeret på ikke mindre end 38.000 kvadratmeter etageareal. Men på trods af størrelsen, mulighederne og beliggenheden lige ud til et området, hvor Plusbussen fra 2023 vil holde lige ud foran ved en 75 meter lang perron, blev det første udbud annulleret grundet for lave bud.
- Varen var nok ikke så attraktiv, som vi havde håbet på, siger Jan Nymark Thaysen.
Han mener, at man skal lære af det fejlslagne udbud.
- Ikke sælge i blinde
- Vi skal ikke sælge i blinde, eller fordi vi synes, at det er smart at få nogle indtægter. Vi skal time det rigtigt. Læringen af det er at få timet det rigtigt.
Men det er ikke bare de 23.000 kvadratmeter, der ikke har skæppet i kassen, også to andre områder er endnu ikke blevet handlet, selvom man har et stort indtægtskrav. Det drejer sig om Løvvangskolen i Nørresundby og et kommunalt ejet areal sydvest for Vodskov.