Billede beskrivelse

Stop madspild: Flammen sælger overskudsmad

Fra i dag kan du købe lykkebokse med buffetrestaurantens rester

03. februar 2020 kl. 08.56

AALBORG: Vi smider masser af mad ud. Både fra vores egne køleskabe og i restaurationsbranchen.

Men nu vil Restaurant Flammen i Aalborg gøre deres til at forsøge at stoppe madspildet, skriver kæden i en pressemeddelelse.

Fra og med i dag, 3. februar, tilbyder restauranten på Østerågade, at du kan købe lykkebokse med overskudsmad fra buffeten, når restauranten lukker. Lykkeboksene bliver solgt via madspildsappen Too Good To Go, og der vil både være en variant til kødelskeren og én til vegetaren.

I forvejen har restauranten på forskellig vis forsøgt at bekæmpe madspild ved at lave overskudsbrød til croutoner, grøntsager til pesto, og endeskiver fra kød til simreretter og ragout.

Billede beskrivelse

- Vores medarbejdere yder allerede en kæmpe indsats mod madspild og bliver trænet i minimering af spild af vores kvalitetsafdeling. Men der er stadig noget at komme efter, og derfor var Too Good To Go et naturligt næste skridt. Med salg af lykkebokse minimerer vi ikke bare madspildet, vi gør også vores gæster glade, fordi de får mulighed for at købe et varieret måltid mad til et beskedent beløb, siger Piet Klein, der er administrerende direktør for Restaurant Flammen.

Han tilføjer, at konceptet er blevet testet i to udvalgte restauranter. Det er gået så godt, at Flammen nu indfører lykkebokse i samtlige restauranter over hele landet.

Hos Too Good To Go i Danmark byder landechef Heidi Boye velkommen til Flammen.

- Vi har kæmpe respekt for den indsats, Restaurant Flammen allerede yder for at bekæmpe madspild. Og vi er super glade for, at vi nu kan være med til at glæde aalborgenserne med den overskudsmad, der ikke kan genanvendes. Derfor er vi naturligvis meget glade for og stolte af samarbejdet med Restaurant Flammen, siger hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste