Billede beskrivelse

Spøgelsesvandring i mørket: Tør du gå med?

Aalborg Historiske Museum skruer op for uhyggen med coronavenlige byvandringer

10. april 2021 kl. 08.58

AALBORG: Trænger du til et godt gys, så kan du nu komme med på Aalborg Historiske Museums byvandring ”Hekse, spøgelser og bloddryppende historier”.

Byens fortid gemmer nemlig på mange uhyggelige historier – lige fra middelalderens bloddryppende halshugninger på Gammeltorv af forbrydere til hekse, der blev brændt levende på bålet.

I aftenmørket er der frit lejde for byens spøgelser og overnaturlige væsener. Byvandringen er derfor også fyldt med spøgelseshistorier, som kendes fra gammel tid – blandt andet den uhyggelige fortælling om et spøgelsesbegravelsesoptog, som ifølge en gammel beretning blev set i Algade ved Budolfi Kirke. Hvis man så et sådant optog, var det tegn på, at en person ville dø. Det drejede nemlig i retning af den gård, som ville blive ramt af døden.

Aalborg set med Jens Bangs Øjne

Hvis dit temperament er til en mere fredelig byvandring, så kan du tage med på turen ”Købmændenes Aalborg”.

I renæssancen var Aalborg Danmarks næststørste by, og de aalborgensiske købmænd handlede med både fjern og nær. En af de rigeste og kendteste af dem var Jens Bang, der efterlod sig Nordeuropas flotteste borgerhus fra renæssancen: Jens Bangs Stenhus.

Byvandringen tager publikum med rundt i det Aalborg, som Jens Bang har kendt. Den første afvikles allerede torsdag 15. april.

Billede beskrivelse

Greatest hits

Endelig er der også mulighed for at komme på en helt klassisk byvandring. Tirsdag 27. april er der nemlig ”Aalborg gennem 1200 år” på programmet. Her får man højdepunkterne fra byens historier, en slags ”greatest hits”, om man vil.

Der er tale om byvandringer i små grupper, og billetterne bliver revet væk, men Aalborg Historiske Museum sætter løbende flere byvandringer i salg den kommende tid, og hvis forsamlingsloftet hæves, vil der ligeledes sættes flere billetter i salg til de allerede planlagte byvandringer. Hold derfor øje med museets hjemmeside www.nordmus.dk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste