Spejltelt og sommermarked: Her er tip til din weekend
Marcus Delfer guider dig til oplevelser i Aalborg de kommende dage
AALBORG: Sidste weekends bragende solskin var fantastisk - og for nogle, næsten for meget.
Vi danskere elsker at tale om vejret, men vi elsker også at tage ud og få en på opleveren. Selvom der stadig tages sikkerhedsforanstaltninger over det hele, er flere kulturinstitutioner klar til at invitere dig indenfor i sikre rammer. Hvad skal man lave? Her får du tre bud!
Fredag: En tur i teatret
Film er fede, men teatret er enestående!
Vi har flere fantastiske teatre i byen, der alle har et højt niveau af skuespil og dramaturgi. Aalborg Teater er i gang med deres forestilling af den klassiske fortælling af H.C. Andersen - Fyrtøjet. Over hele linjen er anmelderne begejstrede og kvitterer med 5/5 stjerner. Det er både scenografien, kostumerne og ikke mindst skuespillerne, der imponerer anmelderne og som flere brugere skriver, er forestillingen yderst familievenlig og underholdende for unge såvel ældre. Forestillingen bliver spillet kl. 18 d. 21. Se teatrets hjemmeside for mere info.
Lørdag: Urban City marked
Mange har gået og ventet på hvornår, de kunne komme ud i Urban City til markedsdag, hvor det er muligt at købe lokalt kvalitetshåndværk.
Det kan du nu på lørdag, når de slår dørene op fra kl. 10-15. Inde på Råt & Godts Facebook-side kan du se meget mere om de forskellige aktiviteter, men forbered dig på bæredygtigt håndværk, dygtige gæsteudstillere i galleriet og ikke mindst overordentlig god stemning! Det er selvfølgelig gratis at kigge forbi.
Søndag: Spejlteltet
Du har stensikkert bemærket det store spejltelt Paradiso, Skråen årligt stiller op ved Nordkraft, over for Karolinelund.
Igen i år kan du få dig en unik oplevelse, når australske Le Coup indtager den enestående scene. Kig forbi og oplev deres imponerende show og dristige færdigheder som byder på alt fra vovet og hårdtslående akrobatik, trapezer og jonglering med bowling bolde!
Showstart er kl. 20 og dørene åbner kl. 19. Se Skråens hjemmeside for mere info.