Spænd rulleskøjterne: Nu vender Friday Night Skate tilbage
Du kan komme med på gratis tur gennem byen
AALBORG: Efter et år i dvale kan du nu igen glæde dig til at komme på fælles rulleskøjteture gennem Aalborg.
I sensommeren genopstår Friday Night Skate nemlig efter en ufrivillig coronapause. Op mod 100 skatere plejer at være med hver gang, og som noget nyt i år får skaterne støtte til at uddanne frivillige til at styre trafikken.
20 nyuddannede trafikofficials står klar, når rulleskøjteløberne mødes fire fredage i eftersommeren. Første gang bliver fredag 6. august.
LÆS OGSÅ: Har du set det nye gavlmaleri: Her er historien bag
Ruterne varierer, men der er typisk tale om en rundstrækning, som skaterne gennemkører flere gange.
- Og det er der især mange børnefamilier, som benytter sig af, for så står nogle af dem bare af efter en enkelt runde, fortæller en af initiativtagerne Ditte Marie Fernström-Forsmann.
Friday Night Skate får støtte fra Nordea-fonden til at uddanne trafikofficials og førstehjælpere. Og i denne uge åbner fonden en ny løbspulje, som har til formål netop at genstarte afviklingen af små motionsløb efter coronaperioden.
- Og den pulje kommer vi helt sikkert til at søge. Det er en stor hjælp for en lille forening uden penge som vores, tilføjer Ditte Marie Fernström-Forsmann.
Friday Night Skate måtte neddrosle aktiviteterne til et minimum sidste år på grund af coronarestriktioner, men i år er løbet igen åben for alle, og man behøver ikke tilmelde sig på forhånd.
Du kan læse mere om Friday Night Skate på gruppens Facebookside