Sneaker-glade drenge har kæmpe succes på TikTok
I starten fattede de ikke, hvad de lavede, men på kort tid er de blevet en af Danmarks største kommercielle succeser på det sociale medie
AALBORG: Nogen samler på mønter, frimærker eller Pokémon-kort. Andre på sneakers. Og det er præcis, hvad 28-årige Frederik Flindt, 21-årige Gustav Toft og 28-årige Lasse Brask gør.
En interesse, de på få år har gjort til en succesfuld forretning.
Men det er den popularitet, de har opnået uden for lokalerne i Aalborg, som gør The Sneaker Store til noget helt særligt.
Learning by doing
De tre forretningspartneres interesse for sneakers går flere år tilbage, og de har alle erfaring med videresalg på hobbyplan.
I april 2021 slog Gustav Toft og Frederik Flindt pjalterne sammen og startede The Sneaker Store. Et år senere blev to til tre, da Lasse Brask fra Aarhus kom til.
Selvom de har en stor viden om sneakers, har der været meget at lære. Både om at drive forretning og bruge sociale medier strategisk.
- Det er meget learning by doing. Efter vi virkelig tog fart på TikTok i sommeren 2021, var black friday lige om hjørnet. Og vi fattede jo ikke noget af, hvad vi sad og lavede. Vi fik nogle hak i starten, men vi gjorde det meget godt, og det lykkedes, siger Gustav Toft.
Drengene fik hurtigt godt styr på at bruge TikTok som markedsføringsplatform, og det beviste de i den grad til black friday sidste år.
- Vi har gjort noget sindssygt
De slog den uofficielle Europa-rekord for flest likes på en live-sending med 5,6 millioner likes på en 14,5 timer lang livestream på videotjenesten.
- Det er en af de ting, hvor jeg tænker: "Hold kæft, vi har gjort noget sindssygt", siger Frederik Flindt.
Med mere end to millioner likes og langt over 100.000 følgere på TikTok, er The Sneaker Store en af Danmarks største kommercielle succeser på det sociale medie.
Det har samtidig gjort de tre ejere til en slags influencere.
- Man føler næsten, at alle unge i folkeskole- og gymnasiealderen ved, hvem vi er, siger Gustav Toft.
Selvom de er glade for den store succes på de sociale medier, er det dog noget andet, som drengene er mest stolte af.
- Det, at vi har fem fuldtidsansatte og en studentermedhjælper, som vi kan beskæftige med vores hobby, er ret fedt, siger Frederik Flindt.