Billede beskrivelse

Sne eller ej: Du kan stadig lufte ski og snowboard i Aalborg

Det er ikke snevejr, vi har set mest af denne vinter. Heldigvis har Jeppe Toftdahl fundet en løsning, der sikrer skisæsonen

16. februar 2019 kl. 09.30

AALBORG: Lige bag Gigantium kan man flere dage om ugen finde Aalborgs skibakke, der går under navnet Shred Nation på Facebook. Der er på nuværende tidspunkt omkring 160 medlemmer. Jeppe Toftdahl, der er flyttet til Aalborg for at studere, er manden bag bakken.

- Jeg vil gerne have mulighed for at stå på ski i Danmark, og derfor stod jeg for en skibakke i Aarhus. Så flyttede jeg til Aalborg og fandt ud af, her ikke var en mulighed for at stå på ski, så derfor ville jeg også lave en her, fortæller Jeppe Toftdahl.

Billede beskrivelse

Samarbejde sikrer sneen

Derfor tog han kort efter konktakt til Gigantium, som var positive overfor ideen.

- Det lykkedes at få en aftale i hus med dem, så vi kan hente deres sne. Den henter vi enten med trailer eller i trillebøre. Og så har vi også fået lov til at bruge deres område til at sætte bakken op, siger han.

Skibakken er ikke en helt almindelig en af slagsen. Der er nemlig både bygget en rampe af paller og andet træ, hvor man starter. Derfra kører man så ned ad bakken, hvor der er rails og pvc-rør, man kan lave forskellige tricks på, og det tiltrækker både folk med ski og snowboard.

- Folk, der kommer forbi, synes, det er lidt sjovt, for de havde måske ikke lige forventet at se folk, der står på ski her, griner Jeppe Toftdahl.

- Men de er også meget positive og spørger ind til det, fortsætter han.

Billede beskrivelse

Der er både skiløbere og snowboardere fra universitetet og gymnasierne, og alle er mere end velkomne til at være med og til at bruge bakken, siger Jeppe Toftdal, som også har et bud på, hvorfor der er interesse for en skibakke i Aalborg.

- I dag er der i højere og højere grad en tendens til at ty til ''niche'' sportsgrene i stedet for de traditionelle sportsgrene som fodbold og håndbold. Bakken er tilgængelig for alle, og man kan også sagtens bruge den, selvom man er nybegynder, siger Jeppe Toftdahl.

Billede beskrivelse

Fortsætter indtil foråret

Udfordringen er selvfølgelig, at de danske temperaturer får sneen til at smelte, og derfor skal skibakken bygges op hver gang, den skal i brug.

- Vi forventer at fortsætte, så længe vi kan hente sne i Gigantium. Så det er til april, fortæller han og fortsætter:

- Vi hjælpes ad med at bygge banen op, men jeg ville ønske, vi var flere om det, så jeg ikke behøvede at være her hver eneste gang. Det bliver også en udfordring for mig til næste år, hvor jeg ikke har lige så meget tid, siger Jeppe Toftdahl.

Allerede nu er der mulige planer, der kan sikre bakken i fremtiden.

- Det kunne være fedt at samarbejde med Aalborg Skiklub, men det er ikke på plads endnu. Og så er jeg i dialog med kommunen om støtte, så vi kan bygge banen ordentligt, afslutter han.

På Facebook kan du følge med i, hvornår skibakken er åben.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste