Billede beskrivelse

Slut med hullede sokker i skraldespanden: Ny affaldskategori introduceres snart

Snart introduceres den 10. kategori af affaldssortering i Aalborg Kommune

13. juni 2023 kl. 06.03

AALBORG: Fra starten af juli skal aalborgenserne til at sortere tekstilaffald. Det skriver Aalborg Forsyning i et opslag på deres Facebook-side. Det bringer antallet af affaldskategorier fra 9 til 10.

Eksempler på ting, der skal sorteres som tekstilaffald kan være hullede trøjer, iturevne håndklæder, plettede joggingbukser eller gammelt sengetøj.

Der er dog også en række ting, som det er vigtigt at undgå at smide i tekstilaffald. Det gælder for eksempel:

  • Genbrugstøj, der kan bruges af andre (skal i nødhjælpsorganisationernes containere)
  • Våde og fugtige tekstiler  (kan ødelægge muligheden for genanvendelse, og de skal i restaffald)
  • Tekstiler med rester fra maling, sprit, olie e.l. (skal i restaffald)
  • Regntøj (skal i PVC på genbrugspladsen) samt slidt lædertøj og imprægnerede/vandafvisende tekstiler som f.eks. overtræksbukser (skal i restaffald)
  • Slidte/ødelagte sko, bælter og tasker (skal i restaffald)
  • Gulvtæpper med plastik bagpå (skal i restaffald efter sortering på genbrugspladsen)

Den nye sorteringsordning kommer til at foregå ved tekstilaffaldscontainere på genbrugspladserne samt en bestillerordning. Det betyder, altså at du ikke får en ny container/affaldsspand derhjemme.

Aalborg Forsyning udsender i løbet af juni mere info om den nye affaldskategori, hvad tekstilerne bliver brugt til samt hvad du skal gøre, hvis du har en pose med tekstilaffald.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste