Skynd dig: Få billetter tilbage til Aalborgs vildeste forhindringsløb
Tough Trails nærmer sig - arrangør forventer, at løbet bliver udsolgt
AALBORG: 300 deltagere. 30 forhindringer. 6 kilometer.
Det er kort og godt opskriften på årets Tough Trails, som løber af stablen 18. september i Golfparken og Sohngårdsholmparken.
Vil du prøve kræfter med de naturlige og specialbyggede forhindringer på den vilde rute, skal du ikke vente for længe. Der er nu under 100 billetter tilbage i salg, og arrangør Katja Christensen forventer, at billetsalget tager fart, nu vi nærmer os dagen.
Har du et par seje venner, søskende, naboer eller kollegaer, der også burde tage turen, kan man i år melde sig til Team Race. Ruten er stadig på de seks kilometer, men forhindringerne vil afspejle at der løbes i hold. På præmiehylden til de vindende hold er blandt andet gavekort på 2500 kroner til DARE aktivitetscenter samt gavekort til Padel Lounge.
Er du ikke helt sikker på, om det der forhindringsløb er din kop te, så kan du få en smagsprøve på det under Idrætsmødet d. 27-28. august. Samtidig dyster du om billetter til løbet.
Løb uden restriktioner
Mens sidste års løb blev afholdt på halvt blus midt i corona-krisen, er der i år lagt op til en festlig dag med meget få restriktioner.
- Det er så dejligt, at vi kan gøre mere ud af det i forhold til sidste år. Nu kan vi holde en lille fest på eventpladsen med boder og godt med mennesker. Desuden kan vi byde publikum velkommen langs hele ruten i år, fortæller arrangør Katja Christensen, som selv dyrker OCR-disciplinen på eliteniveau.