Skrabede sig til millioner - købte slik for 50 kr.
Vinderen må vente længe på at få alle sine penge
AALBORG: Hvordan ville du reagere, hvis du lige havde vundet to millioner kr. på et skrabelod?
En heldig mand i det østlige Aalborg tog det forholdsvis roligt. Efter han konstaterede, at han var million-vinder, valgte han at fejre gevinsten ved at købe bland-selv-slik til 50 kr.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
13 ikke så uheldigt
Vinderen får da heller ikke udbetalt de to millioner kr. på én gang.
Han havde vundet på et såkaldt Mega Quick-lod købt hos Føtex i det østlige Aalborg. I tre af skrabefelterne stod "13".
Det kan lyde som et uheldigt tal, men ikke i dette tilfælde. De tre 13-taller på skabeloddet betyder, at manden de næste 13 år vil få udbetalt 13.000 kr. skattefrit hver måned. I alt to millioner og 28.000 kr.
For nogle vil det nok være mere fristende at få udbetalt hele milliongevinsten på én gang.
- Jeg tror egentlig, at det for de fleste ville være en fornuftig måde at få så mange penge på. Hvis jeg fik dem alle på en gang, ville jeg nok hurtigt være fattig igen, udtaler manden i pressemeddelelsen fra Danske Spil. Han ønsker at være anonym.
Tidlig pension
Manden har dog tænkt sig at bruge pengene på mere end bland-selv-slik.
- Det her vil ændre en hel del for mig. Nu har jeg mulighed for at gå på pension lidt før. Jeg kunne godt tænke mig at lave andre ting end at arbejde. Jeg har lavet fysisk arbejde siden jeg var 17 år, udtaler vinderen i pressemeddelelsen.