Skilte fjernes i Aalborg - men det kan være fatalt
Det koster kommunen hver gang, men man har en formodning om, hvor de ender
AALBORG: Det var ikke Aalborg Kommune, der fjernede et advarselsskilt på havnefronten i Aalborg på stedet, hvor der for år tilbage skete en dødsulykke.
I stedet var det ukendte personer, der har gjort sig umage for at få fjernet skiltet, der ellers var boltet fast. Nu er et nyt skilt, der advarer om faren for at køre ud over kajkanten kommet på plads, men det forsvundne skilt var langtfra en enlig svale. For Aalborg Kommune oplever, at mange skilte forsvinder.
- Ja, desværre mange af vores skilte og midlertidige afmærkninger, som bliver stillet op i forbindelse med vejarbejde og ledningsomlægninger har nok en høj affektionsværdi og ender på nogle steder, hvor de ikke skulle være, siger afdelingsleder i by og landskabsforvaltningen, Henrik Jess Nielsen.
Han antager, at skiltenefinder nyt hjem andre steder.
- Vores antagelse er, at de bliver brugt som souvenir på drengeværelser, kollegier eller hvor de nu forsvinder hen.
Han ærgrer sig over, at skiltene ikke kan stå i fred, for de har en funktion.
- Jeg kan da godt se, at det kan være interessant at have et skilt hængende derhjemme, men de er jo sat op af en grund, og nogen steder er det fatalt, når de forsvinder.
Læs mere på nordjyske.dk