Skal du også på gaden? Klimastrejke i Aalborg på fredag
Studenterbevægelse står bag stort arrangement på Gammeltorv
AALBORG: Flere end 2100 strejker i 125 lande. Sådan så det ud i marts, da der senest var international klimastrejke.
Protestbevægelsen har fået vokseværk. Ikke bare i Danmark, men i hele verden. For hver gang, der er en klimastrejke eller march vokser antallet af deltagere. Og mon ikke også det sker igen, når der er en ny verdensomspændende klimastrejke på fredag, 24. maj.
I Aalborg er Den Grønne Studenterbevægelse i disse dage i fuld gang med at forberede fredagens markering og protest mod håndteringen af klimaforandringerne.
Der er blevet malet bannere og T-shirts til arrangementet, som begynder på Gammeltorv kl. 14.
- Vi har denne gang valgt at lægge det lidt senere i forhold til sidste gang, fordi mange studerende er i gang med eksamen og skal aflevere projekter. Det gør det også nemmere for folk i arbejde. Så vi håber, at vi ved at begynde lidt senere, kan få endnu flere til at møde op, siger Mathilde Christiansen fra Den Grønne Studenterbevægelse i Aalborg.
Fra Gammeltorv går man i optog gennem byen via Boulevarden, John F. Kennedys Plads, Jyllandsgade, Kjellerupsgade, Østerbro, Nørregade og Algade tilbage til Gammeltorv.
På pladsen vil der være musik, underholdning, taler og workshops samt brevskrivning til politikere og open mic.
- Vi blev overrasket over, hvor mange, der kom i marts, og vi håber da, at det vil være endnu flere denne gang, siger Mathilde Christiansen, som dog tøver lidt med at sætte tal på, hvor mange de gerne ser dukke op.
- Men jo flere gange, vi går på gaden, jo mere får vi også gjort opmærksomme på problemerne, fastslår hun.
Alle er velkomne til at deltage i marchen og arrangementet på Gammeltorv på fredag fra kl. 14.